Hun var i Aalborg. Sad i en skønhedsklinik. Vendte og drejede sit dilemma med sin negletekniker, som var det en skriftestol. Skal jeg? Tør jeg? Hvad nu hvis? spurgte hun med bekymring i stemmen.

»Så var det, at hun sagde til mig, at det er bedre at komme galt af sted end slet ikke at komme af sted. Og jeg tænkte, du har fuldstændig ret. Jeg gør det sgu.«

Latteren og talestrømmen vælter ud af Lisbeth Østergaard – hende, vi kender inde fra vores fjernsyn og programmer som 'Go' morgen Danmark', og 'Love Island' – når hun fortæller om sin modige rejse.

Om at gå fra at være en kendt og respekteret tv-vært med fast indkomst til pludselig at springe ud i en ny og ukendt verden som selvstændig.

Lisbeth Østergaard er ikke i tvivl om, at hun gennem karrieren har været både heldig og privilegeret.
Lisbeth Østergaard er ikke i tvivl om, at hun gennem karrieren har været både heldig og privilegeret. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

For godt nok kan hun i dag kalde sig en succesfuld influencer med egen webshop og travlt som aldrig før, men at hun skulle lande dér, vidste hun intet om, da hun i sommeren 2019 vinkede i hvert fald midlertidigt farvel til tv-karrieren.

»Var det mig, der traf den beslutning, eller blev jeg sparket ud over kanten? Det var nok en blanding. Det var ikke bare mig, der sagde, nu stiller jeg mig herop, så springer jeg og ser, om det kan bære,« siger 40-årige Lisbeth Østergaard om dét, der var hendes livs første aktive karrierevalg.

At springe ud i tingene var ellers en kunstart, som Lisbeth Østergaard mestrede som barn hjemme på forældrenes tankstation i Silkeborg, hvor hun i mange år gik til hånde. Tankpasser-pigen kalder hun sig selv.

Her blandede hun totakts-benzin til knallertkunderne. Vidste lige, hvordan det skulle fikses, når porten til vaskehallen satte sig fast.

Men én opringning ændrede alt. Nemlig da hun som 16-årig blev tilbudt arbejde på Radio Silkeborg.

»Jeg har jo været pisseheldig og privilegeret. Og jeg er røvtaknemmelig for det. For jeg har aldrig søgt et job, bare taget dét, der er faldet ned i min turban.«

»Første gang var, da jeg var 16 og blev spurgt, om jeg ville lave ungdomsradio. Så ringede de fra en anden radio, så en tredje. Derefter fra tv. Så et andet tv-program.«

»I alle de år har jeg jo også tænkt, hvad fanden gør jeg, den dag telefonen ikke ringer mere? Og da den pludselig ikke ringede mere, var jeg slet ikke klar. For jeg havde aldrig tænkt tanken til ende,« indrømmer Lisbeth Østergaard og griner hjerteligt ad sig selv.

I flere år var Lisbeth Østergaard vært på 'Go' morgen Danmark' sammen med blandt andre Mikkel Beha Erichsen.
I flere år var Lisbeth Østergaard vært på 'Go' morgen Danmark' sammen med blandt andre Mikkel Beha Erichsen. Foto: Scanpix
Vis mere

»Ikke fordi jeg skal sidde og græde snot over det, men da min kontrakt med TV3 udløb, og jeg ikke havde noget andet, måtte jeg lige bruge noget tid på at tænke 'var det så det?'«

»For jeg er også virkelig dårlig til at sælge mig selv, så jeg kunne heller ikke finde på at ringe til en gammel chef og spørge, om de ikke lige stod og manglede en halv-afdanket tv-vært som mig,« indrømmer Lisbeth Østergaard, som efter en kort tænkepause altså tog springet ud over kanten. Ud i det ukendte.

Men det var – indrømmer hun – med ondt i maven.

»For jeg er faktisk mest til tryghed, vil bare gerne have, at det spiller. Der er ikke noget værre end at gå og være nervøs for økonomien. Det kan æde én op,« siger Lisbeth Østergaard, som bor med sin familie i en villa på Amager.

»Penge betyder ikke noget, før de betyder alt. Og der gik jo nogle måneder, hvor jeg ikke tjente nogen penge og tænkte, at hvis det blev ved, var det huset, der ejede mig. Fuck.«

»Lidt i desperation spurgte jeg Ralf, om vi ikke bare skulle sælge hele lortet og flytte til Aalborg. Ud over det økonomiske ville det gøre vores liv så meget nemmere, fordi ungernes bedsteforældre bor i Jylland, så i det daglige er de af gode grunde ikke til meget hjælp,« forklarer Lisbeth Østergaard, som altså endte med blive boende og genfandt barndommens talent for bare at springe ud i tingene. I det ukendte.

Det er knap to år siden, at Lisbeth Østergaard tog det modige spring fra tv-stjerne til influencer.
Det er knap to år siden, at Lisbeth Østergaard tog det modige spring fra tv-stjerne til influencer. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Det spillede helt klart ind, at det kunne få familielivet til at fungere bedre. For jeg fandt ud af, at der var stor værdi i at kunne planlægge sin egen tid, som man jo kan, når man er selvstændig. Det er virkelig fedt,« smiler hun glad og tilføjer så:

»Men fordi min mand Ralf har nogle lidt skøre arbejdstider, er det mig, der mingelerer rundt efter ham. Selvom nogen måske tror, at det er omvendt.«

Og med sønnerne Carlo og Viggo på henholdsvis to og et halvt og seks år, en travl hverdag som influencer med egen webshop plus det løse er der rigeligt at mingelere med.

Men Lisbeth Østergaard fortryder intet. Nyder, at der ikke er nogen, der bestemmer over hende.

Så runger hendes latter ud i stuen igen.

»Det er jo både godt og skidt og kan til tider være lidt skræmmende, for du kan jo noget hele tiden,« siger hun og ryster på hovedet over sig selv.

At blive selvstændig har også været gavnligt for familielivet. Her Lisbeth Østergaards to sønner Carlo og Viggo.
At blive selvstændig har også været gavnligt for familielivet. Her Lisbeth Østergaards to sønner Carlo og Viggo. Foto: Privat
Vis mere

»Lige om lidt skal Viggo for eksempel starte i skole og dermed til at have madpakke med. Så tænker jeg straks, at jeg da lige kan lave en madpakke-e-bog oven i alt det andet.«

»Så nogen gange er der lovlig meget fart på. Hvis jeg skal savne noget fra mit gamle liv, er det, at du ved, hvornår du møder, og hvornår du har fri. For jeg har aldrig fri. Aldrig!«

»Men jeg savner ikke at være på tv. Som influencer er jeg jo på min egen kanal hver dag.«