At mærke teltdugen blafre af latterbølger er, hvad hun længselsfuldt har ventet på. Meget længe.
Og med nerverne hængende uden på tøjet. Men nu er der lys for enden af tunnelen. Og hun er lykkelig.
»Det er simpelthen så dejligt at få lov til at gøre sådan noget igen. Det bliver en god sommer,« siger Lisbet Dahl med taknemmelighed og ydmyghed i stemmen.
For hendes hjertebarn, Cirkusrevyen, er endelig tilbage på banen.
Det er kun få uger siden, at den seneste genåbningsplan gav den endelige tommelfinger op til årets revy.
Siden har Lisbet Dahl og co. knoklet som vanvittige i kulisserne for at komme i mål med og finpudse den forestilling, som over 100.000 danskere allerede har sikret sig billet til.
B.T.s fotograf Bax Lindhardt har haft eksklusiv adgang både på og bag scenen i den uge, hvor nerverne har siddet uden på tøjet.
For ikke alene skal numrene gennemprøves igen og igen, så latteren kan runge. Der er kostumeprøver, tekniske prøver, tilpasninger, justeringer i hele den store maskine, der udgør Cirkusrevyen.
Alligevel er Lisbet Dahl helt rolig.
»Det er ikke anderledes, end det plejer. Sådan er det altid den sidste uge op til den første forestilling.«
Søndag er der premiere. Men allerede torsdag blev de første publikummer budt indenfor i det legendariske telt. Og den ellers hærdede Lisbet Dahl lægger ikke skjul på, at det var en bevægende aften.
»Det var så rørende. Før forestillingen gik jeg ind på scenen og bød velkommen og sagde: 'Jeg håber, at I kan lide det, og vi har glædet os sådan til at se jer.' Og der var jeg altså ved at få tårer i øjnene. Folk jublede og var så meget på. Det var en kæmpe glæde at gøre,« fortæller hun.
Og jublen fortsatte. Under hele forestillingen.
»Det gik pissegodt. Folks dybe lykke over, at vi går på scenen, er rørende. Men det var jo også rørende for os. For vi har allesammen savnet så meget at komme ud og være sammen, at more os og grine, fordi der har været så mange restriktioner.«
Dem og så selvfølgelig den der corona er naturligvis også en stor del af årets revy. For som hun siger: »Det er jo det, der er vores liv.«
»En revy skal afspejle den tid, vi lever i, og når det er corona, er der masser af mundbind, en kæp i øret og en pind i halsen med. Og folk morer sig og griner ad det. For de lever jo også i det.«
At være tilbage under teltdugen på Bakken uden for København var en stor lykke. Men også med et snert af vemod. For i år er endegyldigt sidste gang, at Ulf Pilgaard er en del af holdet.
»Vi har jo været forberedt på det her i lang tid, men det, der var altoverskyggende første aften, det var den glæde fra publikums side og deres farvel til Ulf. Det var en meget, meget dejlig aften,« siger en bevæget Lisbet Dahl.