Det var en bevæget Lisbet Dahl, der søndag aften dukkede op til Ulf Pilgaards sidste forestilling i Cirkusrevyen.
Fra næste sæson skal hun som instruktør og skuespiller i revyen dermed undvære sin mangeårige ven og kollega. Men i den netop afsluttede sæson var det hende, som måtte undværes.
I juli blev det nemlig meldt ud, at hun måtte sygemeldes med stress. Nu sætter Lisbet Dahl så for første gang selv ord på sin stress-sygdom.
»Jeg når at stoppe, inden jeg er helt nede at bide i gulvtæppet, fordi jeg får nogle infektioner, som jeg bliver undersøgt for, og så siger de til mig, at min krop er i stress, og at de anbefaler, at jeg stopper. Og det gjorde jeg så,« fortæller Lisbet Dal om lægernes besked.
Det var dog ikke hende selv, der indså, at turen til lægen var nødvendigt.
Det var derimod hendes medskuespiller i Cirkusrevyen.
»Det var faktisk Niels Olsen, der sagde: 'Jeg synes, du skal gå hen og blive undersøgt', fordi jeg blev ved med at have de der infektioner, og så sagde jeg: 'Jamen, så gør jeg det',« forklarer Lisbet Dahl.
Heldigvis lyttede hun til sin kollegas råd. For på den måde nåede hun at opdage sin stress i tide og trække sig, inden det gik helt galt.
I starten troede hun dog, at hun kunne nå at blive rask nok til at vende tilbage til årets revy. Men hun endte i samråd med produktionen bag Cirkusrevyen med at trække sig helt.
»Alle herude savnerLisbet, men helbredet kommer altid i første række. Lisbet har det bedre, men stress er alvorligt, og da Cirkusrevyen er en krævende produktion, har vi i samråd valgt, at Lisbet fortsat holder sig i ro,« lød det i august fra Cirkusrevyens direktør, Torben 'Træsko' Pedersen.
Den officielle melding fra Cirkusrevyen – og nu også fra Lisbet Dahl selv – er, at hun vil være med i Cirkusrevyen til næste år.
Hertil begynder forberedelserne så småt i marts 2022.