Vild med dans stjernen Lisa Lents har fundet ham. Danmarks lækreste mand. Han skal repræsentere Danmark ved Mr. World konkurrencen, der tv-transmitteres til over 1 milliard seere.

Lisa Lents har selv udvalgt den smukke mand blandt i alt 70 ansøgere.

- Han har et typisk skandinavisk look med lyst hår og blå øjne, så jeg tror han bliver populær, siger Lisa Lents.
Kevin Skrøder er hans navn, og man skal ikke lade sig narre af de blå øjne. Han har tatovering på overarmen, er brandmand og kører ambulance.

- Jeg glæder mig meget til at komme af sted, og jeg tror jeg kommer til at klare det godt, siger den 26-årige Kevin Skrøder fra København.

Han skal konkurrere mod 80 mænd fra verden over.

Konkurrencen begynder i denne måned, og finalen er den 27. marts. Kevin Skrøder vil blive testet i råstyrke, udholdenhed, intelligens, udstråling, målbevidsthed og ikke mindst udseende og evner på catwalken.

Vinder han konkurrencen, kan han tage 50.000 dollars med hjem til Danmark, og en modelkontrakt i lommen.

Lisa Lents har selv været af sted til Mrs. World i 2008. Her kom hun i top 16 ud af 109 deltagere fra alverdens lande.

Lisa Lents er blevet valgt af organisationen bag Mrs. World til at finde Danmarks mandlige repræsentant, fordi hun har erfaring med konkurrencen.