Det er knap 40 år siden, at hun sang den første gang. Og selv i dag kan hendes inderlige stemme bevæge os, når tonerne af den fylder salen. Men inderligheden kommer fra et helt særligt sted i hendes hjerte. For den sang reparerede hende.
»Jeg var slået helt ud af kurs. Var slået til pindebrænde rent følelsesmæssigt. Den satte nogle ledninger sammen i inde i mig,« siger Lis Sørensen om et af sine største hits.
Hun sidder rank i ryggen helt fremme i den blå veloursofa. Foran står danskvanden og en stabel bøger, der er årsagen til, at den populære 64-årige sangerinde ser tilbage på en smertefuld tid.
‘Jeg er kommet for at synge’ hedder biografien, som udkommer mandag og spænder over hele Lis Sørensens musikalske liv.
Et vidtfavnende liv fra en lykkelig næsten Morten Korchsk opvækst i Brabrand uden for Aarhus via vilde år i Aarhus med Shit & Chanel til den modne kvinde i Nordsjælland.
Lis Sørensen var blot 21 år gammel, da fundamentet i 1977 krakelerede fuldstændig under hende.
Trods sin unge alder var hun for længst flyttet hjemmefra og var blevet en integreret del af Aarhus’ løsslupne musik- og hippiemiljø og eksperimenterede - som datidens unge gjorde - med stoffer.
»Det var en vild tid. Alt var uprøvet. At tage stoffer lå bare i luften og i tiden som et bump på vejen. Vi var ikke specielt bange, for vi vidste jo ikke, hvad det var.«
»Men vi fik hurtigt respekt for det, da vi begyndte at høre om folk, der var døde af det. Så holdt vi nallerne fra det,« fortæller hun om bl.a. at prøve det psykedeliske stof LSD.
Livet, som Lis Sørensen levede, lå langt fra det pæne forstadsliv, der havde præget hendes barndom.
Og som hun erkender i bogen, var hendes attitude over for dét, hun havde lagt bag sig og ikke mindst den hjemmegående mor ‘ikke uden et vist ungdommeligt hovmod’.
'Jeg ekskluderede hende og havde på visse tidspunkter kun tavshedens hån tilovers for hende', skriver hun bl.a. om den dybe kløft, der opstod mellem hende selv og moderen.
Men kløften nåede de aldrig at krydse.
I sommeren 1976 var mor og datter langsomt begyndt at nærme sig hinanden igen, da dagsordenen med ét blev ændret. Hendes mor fik konstateret kræft.
Men selvom omsorg og kærlighed nu fyldte hjemmet i Brabrand, talte mor og datter aldrig om det svære, om det uforløste, der lå hobet op i grøften. Og i januar 1977 var det for sent.
Dér døde hendes mor. Blot 55 år gammel. Lis Sørensen var 21.
»Det skete på kun et halvt år. Det er ikke lang tid, når man skal erkende et tab. Alle de faser med en sygdom, der udvikler sig og lige pludselig er terminal.«
»Så jeg fik et chok. Det tror jeg, man gør, uanset hvor gammel man er. Fundamentet er væk, du bliver revet i stykker,« siger Lis Sørensen med alvor i de ellers altid smilende øjne om sit første store tab.
»På det tidspunkt var der ikke noget, der hed sorgarbejde. Der mistede man bare, og så var man ladt alene. Man talte ikke om, hvor svært det var. Der blev lukket ned for det.«
»Jeg blev slået ud af kurs. Derfor var jeg glad for, at jeg havde min musik og fik de sange, som jeg gjorde. At jeg fik ‘Stille før storm’, som satte nogle ledninger sammen inde i mig.«
Men den unge Lis Sørensen stod ikke kun med en sorg, der skulle bearbejdes. Hun skulle også tilgive sig selv for det ‘ungdommelige hovmod’.
»Jeg kan jo se med min egen søn, at som 18-21 årig ‘forsvinder’ man som ungt menneske, fordi man lever i en anden tid og har nogle andre muligheder. Men så er det, at man kommer hjem igen rent mentalt.«
»Jeg var blevet båret, blevet beskyttet, vidste, at jeg hele tiden havde noget at vende tilbage til. At jeg ville blive forstået næsten ligemeget hvad. Men jeg nåede aldrig hjem igen. For så var hun væk.«
Moderens død fik Lis Sørensen til at ‘vågne op’. Og lige siden har hun fokuseret på at få det gode ud af alt. Også af at have mistet.
‘Stille før storm’ har, fra hun sang den første gang, været dén sang, der forbandt hende til moderen. Forløste alt det uforløste.
»Jeg elsker at synge den sang og de ord, og jeg tror, at den forbinder så stærkt med publikum, fordi jeg selv føler den så stærkt.«
»Ordene minder mig om min mor, og jeg vender gerne tilbage til dem, for efter så mange år er det smukt, at der stadig kan være så stærke minder tilbage,« siger Lis Sørensen med smilet tilbage i øjnene.
Biografien ‘Jeg er kommet for at synge’ udgives 9. september på Politikens forlag.
