Livet har ikke altid været let for den amerikanske sanger og komponist Lionel Richie, som på fredag kommer til Danmark.

Hans mange hit driver af sensualitet, romantik og kærlighed. Lionel Richies musik har rørt millioner af hjerter verden over. Børn, som for eksempel verdens bedste fodboldspiller med efternavnet Messi, er opkaldt efter ham. Men indimellem har virkeligheden for den X Factor-aktuelle Lionel Richie været brutal.

Tre dage før sit besøg i Danmark afslører Rasmus Seebachs nye ven, at han for fire år siden frivilligt lod sig indlægge på en klinik, for patienter på narkoafvænning.

Spørgsmål om liv eller død

Han gjorde det for adoptivdatter Nicoles skyld. Hun var på randen af selvmord på grund af depression og et massivt kokain- og heroin-misbrug. Den i dag 62-årige Lionel vidste, at det var et spørgsmål om liv og død.

For at hjælpe datteren lod både Lionel og hans eks-kone Brenda sig indlægge sammen med Nicole, som de trods en ond skilsmisse og hårde juridiske slagsmål stadig elskede .. og elsker. Han aflyste endda en stor turné for at være ved steddatterens side under den akutte afvænning.

- Jeg kan tydeligt huske udtrykket i Nicoles ansigt, da hun så mig på hospitalsgangen. Jeg fortalte hende, at jeg ville være på et værelse længere nede ad gangen. Og både hendes mor og jeg ville være her, hvis hun havde brug for os.

På klinikken fulgte Richie samtlige regler og ordrer. En måneds tid senere fik krisen en lykkelig slutning: Nicole var stoffri. Dét fortæller Lionel Richie i et nyt interview med BBC.

Året forinden gik politiets såkaldte mugshot af den arresterede Nicole verden rundt. Dengang var hun allerede kendt på grund af venskabet med Paris Hilton. Og kendt som en ulykke, der bare ventede på at ske, mens hun datede den ene ’bad ass’ efter den anden.

Ubetinget kærlighed

Godt nok er Nicole adopteret, og godt nok har Lionel føjtet mere rundt, end den traditionelle amerikanske familiefar med barbecueforklæde. Men faderens kærlighed til pigen har aldrig været til diskussion.

Det er aldrig kommet frem, hvorfor Lionel Richie adopterede Nicole. Det er kendt, at hendes biologiske far, musikeren Pete Escovedo, ikke kunne eller ville tage sig af sin datter. Da Nicole blev født i 1981 spillede Pete med Richies band The Commodores. Allerede da pigen var tre, flyttede hun ind hos Lionel. Siden har hun ikke haft kontakt med sin biologiske far. Kun lidt med med hendes kendte biologiske faster, sangerinden Sheila E.

- Nicole var ikke en håndfuld, hun var en gorilla som barn. I dag har vi en joke med hendes halvsøskende Miles og Sofia, når de vil prøve noget vildt. ’Jeres søster har allerede været der’,’ siger Richie ifølge The Sun.