Bare fordi man hedder 'Linse Kessler' og er et kendt ansigt, er det ikke ensbetydende med, at ens forretninger går strygende fra start.
Det måtte realitydronningen Linse Kessler sande, da hun i efteråret sidste år introducerede danskerne for sin veganske hudplejeserie Lenina Coleman.
»Folk tror måske, at fordi jeg er Linse, så kan jeg sælge en hel masse, men sådan er det ikke altid,« fortæller Linse Kessler, der er aktuel i et nyt program på TV3, 'Linses Danmark', hvor hun sammen med veninden Didde Skjelmose besøger forskellige byer rundt omkring i landet og møder de mennesker, der bor og lever der.
»Jeg har virkelig, virkelig skullet have tålmodighed og arbejde for det.«
Da Linse Kessler, der lyder det borgerlige navn Lenina Coleman, som hendes produktserie er opkaldt efter, begyndte at arbejde på at udvikle og producere skønhedsprodukterne, som blandt andet består af en parfume og cremer, lagde hun 'alle sine penge i det'.
»Jeg lagde to millioner i det til at starte med. Så det skulle bare fungere,« forklarer hun.
I begyndelsen så det dog ikke helt ud til at gøre netop det. Fungere.
»Men langsomt begyndte det at komme. Folk begyndte at prøve produkterne, og de kunne li' dem, og de sagde det til deres venner, og på den måde er det langsomt kommet et rigtig godt sted hen nu,« fortæller 54-årige Linse Kessler.
Da det i den første tid ikke så så godt ud, var det dog ikke, fordi hun var ved at miste modet:
»Nej, sådan noget gør jeg ikke. Jeg satte mig bare ned en dag og sagde til mig selv: 'Lad være med at stresse'. For jeg er sikker på, at Versace og Gucci og alle de andre også er startet et sted, så 'tag det roligt',« siger hun.
»Og jeg er jo priviligeret. Jeg har jo mit fuldtidsjob hos TV3 ved siden af. Så det er ikke, fordi jeg ikke får noget at spise,« tilføjer hun.
At hendes parfume, Lenina Coleman – Eau de Parfum, i år også er blevet nomineret til en Danish Beauty Award i kategorien 'Årets Duft – Populær', er hun meget glad for:
»Jeg er jo helt ny i det her game, så det er jeg ret stolt over,« fortæller hun.



