’Han får ikke en krone af mig, men han kan få et par flade’. Sådan lyder den sidste hilsen fra Linse Kessler til den mand, hun forpagtede sin hedengangne stripbar af.

Linse Kessler erkender, at fem års stripbar-eventyret er slut, efter klubben Copenhagen Redlight i Københavns Nyhavn for nylig gik på røven. For 14 dage siden lukkede stedet, og i sidste uge tømte Linse Kessler og partneren Camilla Andersen, der står på forpagterkontrakten, stripbaren for de sidste ting.

Det har nu fået restauratøren i underetagen, Søren Dybholm, som har lejet lokalerne ud til Linse og partner, til at true med konkursbegæring og et betalingskrav på over en million kroner. For værdier, som han mener, de har stjålet fra stedet og for huslejebetaling de kommende 12 måneder.

- Jeg skylder ham ikke en fis. Han er totalt blød i bolden. Det er meget muligt, at det står i kontrakten, at vi skal betale de ene og andet, men han får ikke en krone. Han kan bare komme efter mig og mine andre selskaber, der er ingen penge at få. Han kan få en røv og trutte i, siger Linse Kessler.

Hun fremhæver, at hende og partneren Camilla Andersen gennem det sidste år har forsøgt at få en økonomisk overskuelig aftale på plads med restauratør Søren Dybholm, der driver det mangeårige værtshus Hong Kong i stueetagen.

- Vi har kæmpet som sindssyge for at få det til at løbe rundt. Der har været måneder, hvor vi ikke har fået løn, og hvor vi kun med nød og næppe kunne betale vores 25 ansatte. Vi skulle lave en halv million om måneden bare for at få det til at løbe rundt, og det kunne vi ikke til sidst. Vi havde jo håbet, at Søren ville være lidt sød ved os og sætte en lavere husleje. Men han er den største gnier, og jeg vil gerne se ham betale de 30.000 kroner det koster at begære os konkurs, siger hun.

Linse Kessler åbnede klubben i Nyhavn 7 i 2008 sammen med partneren Camilla Andersen, et par år senere rykkede de klubben til Strøget, men det skulle de aldrig have gjort.

- Vi tjente, så det baskede i begyndelsen, selvom det var midt i finanskrisen. Men så flyttede vi op i en lille skummel gyde, hvor ingen kunne finde os, og så mistede vi alt, vi havde tjent. Vi flyttede tilbage til Nyhavn, men siden har vi bare kørt på pumperne.

Overskuddet for senest opgjorte regnskabsår 2011/2012 på 327.000 kroner er ædt op, og i dag kalder hun sit koncept med ’Beautiful Danish Dancing Girls’ for stendødt.

- Vi forsøgte at skabe en ordentlig klub med lækre, pæne, danske piger, ikke noget ’bum bum’ med gæsterne, men konceptet er stendødt. Det er benhård business at køre klub, og pigerne har høje krav. I dag må vi bare indse, at vi ikke kan konkurrere mod de mere hårde klubber. Jeg ville ikke ud og låne penge, og derfor sagde jeg til Camilla, at nu kaster vi håndklædet i ringen og tager vores ting og skrider.

Men I skred også med en masse ting, som Søren Dybholm mener er hans og fra en huslejebetaling for de kommende 12 måneder?

- Han skal ikke have en skid. Han skal nærmere have en på skallen. Han har opført sig så modbydelig over for mig og særligt over for Camilla. Stået og råbt af os. Jeg skal ikke mere med ham, så brænder jeg helt af. Og det går ikke, for jeg har ikke tid til at sidde inde. Jeg skal jo lave fjernsyn, siger hun – og slår en skraldlatter op.

Restauratør Søren Dybholm mener i dag, at Linse Kesslers partner Camilla Andersen skylder ham 100.000 kroner for de værdier, hun og Kessler har fjernet fra stripklubben. Deriblandt ismaskine, opvaskemaskine, musikanlæg, spritopmåler og to ruller toiletpapir.

Derudover er Kesslers veninde ifølge kontrakten, som BT har set, forpligtet til at betale en forpagtningsafgift på 80.000 kroner inklsuvi moms pr. måned i de 12 måneder, opsigelsesperiode ifølge kontrakten varer.