Når man er en travl dame, som Linse Kessler er det, kan det af og til være svært at få døgnets timer til at række, hvis man gerne vil det hele. Derfor må man foretage nogle fravalg.

Og for Bryggen-kvinden er fravalget altså hidtil faldet på mænd. Hun har dog sat døren en smule på klem for kærligheden – og nå ja, lagengymnastikken. Hun er nemlig kommet på Tinder.

»Jeg vil faktisk gerne have en mand. Og jeg kunne også godt tænke mig at bolle igen. Men det kan godt være, jeg skal have nogle hormonpiller, for jeg er sgu blevet lidt tør,« griner hun i torsdagens afsnit af 'Familien fra Bryggen'.

Her ser man hende og veninden Didde Skjelmose stå i køkkenet og tale om deres erfaringer med datingappen. Eller nok nærmere manglen på samme.

De har nemlig begge lidt svært ved at hitte ud af det, og Linse Kessler bliver ved med at swipe den forkerte vej, fortæller hun.

Derudover er mændenes efterspørgsler heller ikke nogen, der falder i den 54-årige kvindes smag.

»'Hvad forventer du af en mand? Hvad forventer du af et forhold?' spørger de. Der er jeg allerede stået af. Skrid, mand, det skal du ikke spørge om. Jeg vil bolle, og så vil jeg ikke andet.«

»Jeg er så elendig til Tinder,« konkluderer hun i afsnittet.

Veninderne taler også om, at det er ved at være længe siden, Linse Kessler sidst har udfoldet sig i sengen med en mand. Men det betyder ikke, at selvtilliden på området har lidt:

»At bolle er ligesom at cykle eller svømme – man glemmer det aldrig. Jeg vil altid være en orkan på et lagen, selv om det er længe siden,« slår hun fast i programmet, og da B.T. fanger Bryggen-kendingen over telefonen forud for programmet, er hun nøjagtig lige så bramfri.

På spørgsmålet om, hvorfor hun altid taler så åbent og ærligt om sit kærligheds- og sexliv – eller mangel på samme – falder svaret prompte.

»Sådan er jeg bare!«

Veninderne fotograferet for et par år siden.
Veninderne fotograferet for et par år siden. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Hun er da heller ikke sen til at fortælle, at hun fortsat er at finde på Tinder – dog stadig uden den store succes.

»Jeg kan stadig ikke finde ud af det. Det går slet ikke,« griner hun og tilføjer, at det nok også handler om, at hun hidtil kun har gjort et halvhjertet forsøg.

»Jeg har alt for travlt med forretning, optagelser, min familie og hundene. Jeg har ikke haft så meget tid til at sætte mig ind i det.«

Manglende tid er dog ikke ensbetydende med, at Linse Kessler endegyldigt har givet op. For som hun siger: Hun kan så meget andet, så hun bør også kunne klare Tinder.

Det handler nok i højere grad om, at mænd og sex ikke er øverst på hendes prioriteringsliste lige nu.

»Hvis det var så vigtigt, havde jeg jo nok bare snuppet én. Det er det ikke lige nu, men måske senere. Det er jo sådan noget, der tager tid. Jeg skal bruge tid på at finde én,« siger hun, før hun grinende indskyder:

»Eller måske står han der bare lige pludselig. Man ved jo aldrig.«

'Familien fra Bryggen' kan ses på Viaplay og på TV 3 klokken 20 torsdag.