Ole Luther Christiansen er gået bort, 83 år gammel.

Det skriver hans datter realitypersonligheden Linse Kessler i et opslag på sine sociale medier.

Til B.T. bekræfter Linse Kessler tabet af sin far, men oplyser, at hun ikke ønsker at tilføje yderligere end det, hun har skrevet i sit opslag.

Heri fortæller den 56-årige Linse Kessler, at faren til hende og hendes to søstre »tjekkede så fint ud« mandag aften omringet af familien på hospitalet.

'I går blev der spillet og sunget alle dine yndlingssange, danske, svenske og engelske, mine søstre synger guddommeligt, det gør jeg IKKE, men det var lige meget, du og vi fik en smuk afsked. God rejse din høje flotte mand,' skriver Linse Kessler.

Ole Luther Christiansen fik 56-årige Linse Kessler med hendes mor, Ann Patricia 'Mopper' Christiansen.

Fra to andre forhold fik han Linse Kesslers fire år ældre storesøster Gitte og hendes tolv år yngre lillesøster Tine.

'Du levede livet Daddy, din guitar og din dejlige sangstemme, du spillede trusserne af damerne din charmør, du jammede med de største, John Mogensen, Lille Palle, rundt på de brune beværtninger på Christianshavn og Bryggen og Vesterbro. Du var gift 6 gange, plus alle de andre ladies,' mindes Linse Kessler sin far.

Hun har tidligere fortalt, at hendes typografarbejdende far forsvandt ud af hendes liv, da hun var otte år gammel.

I opslaget lægger hun heller ikke skjul på, at relationen til faren var speciel.

'Jeg husker ham fra min unge barndom, et par ‘hej’ på Bryggen igennem ungdommen, og så mødtes vi i Torremolinos i 2018. Vi var hverken Father eller Daughter of the year, men jeg er glad for, at vi fik krammet hænder inden du smuttede i forvejen,' skriver Line Kessler.