Linse Kessler er tilbage i Danmark efter et hårdt år i Spanien, hvor hun har udlevet sin drøm om at åbne en bed & breakfast.

»Det har været det fedeste, men hårdeste år i mit liv,« fortæller Linse Kessler i mandagens udgave af 'Aftenshowet' på DR1.

Det var i februar, at den kendte reality-stjerne valgte at rykke teltpælene op og flytte fra Bryggen i København til sydlige Mijas på Costa del Sol i Spanien.

Knap et år senere er hun nu tilbage i Danmark, efter forretningen gav underskud og generelt blev for dyr at drive.

Linse Kesslers bed & breakfast i Spanien endte med at give underskud og er nu lukket.
Linse Kesslers bed & breakfast i Spanien endte med at give underskud og er nu lukket. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

»Vi vidste godt, at der ville komme et lille underskud. Men vi var to, og så kunne man altid se på forretninger senere og få det dækket ind. Men min partner skred med halen mellem benene efter få måneder. Så underskuddet er jo også mit, og det er hårdt, for det har kostet rigtig mange penge. Det har været hårdt at gøre det alene, men jeg har haft gode ansatte,« fortæller Linse Kessler.

I programmet fortæller hun desuden, hvordan hun har altid har drømt om en fortovscafé med lidt baked beans, æg og bacon, men fordi de var to, så endte de med at blive enige om at åbne en bed & breakfast.

Hun forklarer dog også, at de mange dejlige gæster har opvejet for den hårde periode, og hvordan det har været den fedeste oplevelse.

Tiden i Spanien har også betydet, at 52-årige Linse Kessler ikke har set så meget til sin familie i Danmark det seneste års tid.

Linse Kessler sammen med sin datter, Stephanie.
Linse Kessler sammen med sin datter, Stephanie. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Og at hun har savnet sin familie så meget, er faktisk noget, der er kommet bag på hende. For selvom hun har set dem en gang om måneden, så har det været svært at skulle være væk fra dem, fortæller hun.

‘Familien fra Bryggen'-stjernen bliver i 'Aftenshowet' også spurgt til, om Spanien-eventyret er endegyldigt slut.

Det spørgsmål kommer der dog ikke et helt endegyldigt svar på. Her fortæller hun, at det i hvert fald skal være i en kortere periode, hvis hun skal tilbage til Spanien.

Umiddelbart efter åbningen af hendes bed & breakfast forklarede Linse Kessler dengang til B.T., hvordan hele drømmen lige var lige ved at falde til jorden. Det kan du læse mere om her.