Selvom Linse og Mikkel ikke følger hinanden på Instagram, afviser hun, at der er kold luft mellem dem.

Allerede før Geggo og Cengiz' storslåede bryllup i april havde flere opmærksomme følgere bemærket, at Lea og Mikkel Kessler var stoppet med at følge Geggo og Cengiz på Instagram og omvendt.

Nogle følgere havde endda skrevet til Geggo på Instagram og spurgt til situationen, hvor Geggo svarede tilbage, at det var en privat sag.

Mikkel og Lea deltog heller ikke i Geggo og Cengiz' bryllup, men Linse fortalte efterfølgende til Realityportalen.dk, at årsagen formentlig var, at Lea og Mikkel var blevet forældre til sønnen Helios dagen inden brylluppet.

Det viste sig dog, at der lå mere til grund for, at Mikkel og Lea ikke deltog i festlighederne. Geggo afslørede nemlig over for Realityportalen.dk for et par uger siden, at der er opstået uvenskab i familien, og at det er derfor, at de ikke længere følger hinanden på Instagram.

»Jeg kan fortælle, at det er dem, der ikke vil tale med os, og at det er sket meget pludseligt. Jeg vil ikke fortælle hvorfor, fordi det vil skabe en masse hate imod dem, fordi grunden er så, ja, faktisk tragikomisk,« fortalte hun til Realityportalen.dk.

Linse ønskede dengang at forholde sig neutral i sagen, men hun ville gerne slå fast, at hendes loyalitet lå 100 procent hos Geggo og Cengiz. Nu fortæller hun dog til Realityportalen.dk, at hun og broderen ikke er uvenner:

»Der er ikke kold luft mellem Mikkel og mig, men vi har travlt hver især, så vi taler ikke så meget sammen,« forklarer hun og tilføjer, at hun glæder sig til at se Mikkel og Leas nye tv-program:

»Det er meget spændende med Mikkels nye program. De er vist nok i Afrika, tror jeg, det så jeg i hvert fald billeder af. Så jeg glæder mig til at se det.«

Da hun efterfølgende bliver spurgt nærmere ind til familiedramaet mellem Geggo og Cengiz overfor Mikkel og Lea, lyder svaret:

»Jeg blander mig helst ikke i det, og jeg gider helst ikke at snakke om det. Det gør mig rigtig ked af det faktisk. Jeg håber bare, at alting bliver godt igen, og det er jeg ret sikker på, at det bliver, for vi elsker hinanden pisse højt allesammen,« slår Linse fast.

Artiklen blev bragt i samarbejde med Realityportalen.dk