Komiker Lasse Rimmer og hans kæreste, Line Hoffmeyer, har længe drømt om at blive forældre.

Derfor har de været i fertilitetsbehandling. Men nu har de valgt at sætte behandlingerne i bero. Det fortæller 27-årige Line Hoffmeyer på Instagram:

'Der er nogle ydre omstændigheder, som vi ikke er herre over, der længe har lagt pres på både Lasse og mig,' skriver hun og fortsætter:

'Jeg kan mærke det på både humøret og kroppen, så situationen er simpelthen bare den, at hvor gerne, jeg end vil være mor, er tiden lige nu ikke til at lægge yderligere pres på min krop, eller vores familie.'

Beslutningen, som hun kalder 'rigtig' og 'nødvendig', har ikke været let at træffe for de to.

'Selvom det ikke betyder noget som helst definitivt, og selvom vi stærkt regner med at kunne genoptage det (behandlingen, red.), så ved jeg, at mit biologiske ur ikke er vores ven,' skriver hun.

Inden de begyndte på fertilitetsbehandlingen, har parret gennem flere år forsøgt at blive forældre, men i december sidste år afslørede Line Hoffmeyer, at en cyste på den ene æggestok spærrede for ønsket om at få et barn.

Derfor var parret nødt til at få hjælp, hvis drømmen om et fælles barn skulle gå i opfyldelse. I forvejen har Lasse Rimmer to teenagepiger fra et tidligere forhold.

Det er ikke første gang, at Line Hoffmeyer har kæmpet med sit helbred. I 2012 fik hun en hjertetransplantation.

Tidligere har hun delt bekymringen for, at hun vil gå glip af oplevelser på grund af sit helbred. Nu bliver en af de store oplevelser – at blive mor – desværre udskudt.