Hun havde det, som befandt hun sig på et skib i høj sø. Alt sejlede for hende. ‘Jeg ved ikke, om jeg kan gennemføre’, havde hun sagt. Men hun gjorde det.

»Hvordan jeg bagefter kom hjem, ved jeg faktisk ikke. Men jeg kan huske, at jeg i bogstaveligste forstand kravlede op ad trappen og ind i lejligheden, hvor min søn lå i sofaen og undrende spurgte, hvad jeg lavede. Der måtte jeg bare lukke ned. For alt.«

For nylig rundede den populære tidligere tv-vært Line Baun Danielsen et skarpt hjørne. Blev, hvad hun selv jokende kalder en version 6.0, der netop frygtløst har kastet sig ud i et parisisk eventyr og i det hele taget har levet et liv med flere markante vendepunkter.

Men skal hun sætte fingeren på ét, som var særlig skelsættende, er hun ikke i tvivl om, hvor den skal placeres.

I mere end tre årtier har Line Baun Danielsen været inde i danskernes stue og været en af de mest populære tv-værter.
I mere end tre årtier har Line Baun Danielsen været inde i danskernes stue og været en af de mest populære tv-værter. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Dét tvang mig til at gå nye veje,« siger hun om det vendepunkt, du kan læse mere om senere.

Gennem mere end tre årtier har Line Baun Danielsen været en slags fikspunkt i vores liv, når hun som studievært på både TV 2, DR og TV3 har ført os gennem stort som småt i alt fra Nyhederne og Sporten til ‘Go’ morgen Danmark’ til ‘Sporløs’.

‘Gud, du er stemmen fra min barndom,’ kan folk finde på at sige, hvis de møder hende på gaden.

»Det rører mig faktisk, for så føler jeg, at det ikke har været forgæves,« siger hun og smiler det velkendte Line Baun Danielsen-smil hen over plankebordet i lejligheden i Gentofte, hvor hun bor med sin yngste søn, Rasmus på 21.

Hun var 27 år, da hun i 1988 debuterede på tv. Og husker det tydeligt.

Samuel Rachlin, Line Baun Danielsen og sportschef Jørgen Steen Nielsen fejrer TV 2s et års fødselsdag.
Samuel Rachlin, Line Baun Danielsen og sportschef Jørgen Steen Nielsen fejrer TV 2s et års fødselsdag. Foto: Kim Rune Jessen
Vis mere

»Jeg var da ved at tisse i bukserne af skræk og havde en meeeeget tynd stemme. Jeg var virkelig nervøs,« griner Line Baun Danielsen ved mindet om dagen, hvor TV 2 gik i luften, og hun sammen med den garvede journalist Samuel Rachlin skulle åbne ballet.

For godt nok havde hun som lille en drøm om at blive journalist – eller ‘sjornalist’ som hun konsekvent skrev – men havde også parkeret den igen.

»Jeg kom jo ikke ind på journalisthøjskolen, da jeg søgte efter gymnasiet. Så jeg tænkte ‘fuck jer’ og gik i gang med noget helt andet,« fortæller Line Baun Danielsen, som efter universitetet gik all-in på ishockey og var med til at starte kvindelandsholdet.

Det var via den verden, at et tilbud om at blive vært på danskernes nye tv-kanal kom dumpende, og hun sagde ja.

»Men jeg beholdt mit studiekort i ti år. Tænkte, at det her holder jo ikke. En dag finder de ud af, at du ikke er ‘sjornalist’,« siger hun om dét, som førte hende vidt omkring i tv-verdenen og flere gange sikrede hende kåringen som årets kvindelige tv-vært.

Populariteten skulle dog vise sig ikke at tælle i TV 2s interne regnestykke.

For efter tre succesfulde år med ‘Go’ morgen Danmark’, blev den dengang 48-årige Line Baun Danielsen og hendes værtsmakker Ole Stephensen i 2008 fyret på gråt papir. Uden forklaring, men angiveligt fordi de var for gamle.

Gennem tre år var Line Baun Danielsen og Ole Stephensen fast – og populært – makkerpar på 'Go' Morgen Danmark'. Indtil de blev fyret.
Gennem tre år var Line Baun Danielsen og Ole Stephensen fast – og populært – makkerpar på 'Go' Morgen Danmark'. Indtil de blev fyret. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

»På en eller anden måde var det Ole og jeg, der skulle ofres på det alders-skafot. Og for første gang i 20 år oplevede jeg, at opgaverne ikke længere stod i kø. Det var at få revet et gulvtæppe væk under sig økonomisk og arbejdsmæssigt.«

»Jeg var blevet enlig mor, så jeg kunne ikke bare sætte mig ned og sige ‘der kommer nok noget’,« fortæller Line Baun Danielsen, som kort forinden var blevet skilt fra fodboldspiller Jan Bartram, med hvem hun har de to sønner.

»I starten var jeg meget ked af det. Men så blev jeg vred. Og vrede er en rigtig konstruktiv følelse,« siger Line Baun Danielsen, som endnu en gang tænkte ‘fuck jer’. Og fandt på noget andet. Nemlig at springe ud som selvstændig.

»Jeg er sådan en tumling. Måske fordi jeg altid har vidst, at jeg skulle klare mig selv. Der kommer ikke nogen prins på den hvide hest.«

»Jo, jeg har haft en tryg opvækst, men der har været masser af situationer undervejs i mit liv, hvor jeg kunne have lagt mig ned og grædt snot: skilsmisser og parforhold, der ikke gik som de skulle, min far der døde for tidligt,« remser hun op.

»Men jeg rejser mig bare op. Og det gjorde jeg så også der,« siger Line Baun Danielsen og understreger, at hun ikke er bitter på TV 2 over fyringen.

»Jeg er kun vred over, at jeg aldrig har fået en forklaring. Det synes jeg, at de skylder mig efter så mange år,« siger hun om sin gamle arbejdsplads.

Trods succes som selvstændig blev døren til tv-verdenen få år senere dog lirket op igen, da Line Baun Danielsen tonede frem på skærmen som nyhedsvært på TV 2 Lorry.

Hun nød at være tilbage i manegen. Lige indtil sommeren 2016.

‘Jeg har truffet en stor beslutning i mit arbejdsliv. Jeg siger farvel til tv og TV 2 Lorry’, skrev hun på Facebook.

Men der var tungtvejende grunde til, at den populære vært valgte at trække stikket helt.

Stress.

I dag ved hun stadig ikke, præcis hvorfor hun blev ramt, men ved, at et stigende arbejdspres med færre medarbejdere, flere udsendelser og deadlines dagligt og mere end 12 timers arbejdsdage gjorde sit.

»Jeg kunne mærke oppe i mit hoved, at det kunne jeg ikke. Og selvom jeg er sådan én, der aldrig er syg, havde jeg mærkelige sygdomme hele tiden, som jeg valgte at overse,« forklarer Line Baun Danielsen og fortsætter:

»Men jeg slog det hen og startede dagen med at æde to Panodiler for at komme det i forkøbet.«

Også hendes ellers altid gode humør var påvirket.

»Du er fandeme altid så sur,« sagde hendes børn.

»Og det var jeg. Nok af en grund. Men den så jeg ikke selv. Det er hele humlen. Jeg mærkede ikke selv, at det skred. Forsøgte bare at overleve.«

Men tegnene – i hvert fald set i bagklogskabens lys – var klare. Hver gang den rutinerede studievært skulle performe, blev hun rundtosset. Følte, at hun befandt sig på et skib i høj sø. Måtte klamre sig til et bord i studiet.

To gange inden for få måneder gik Line Baun Danielsen ned med stress.

Første gang vendte hun hurtigt tilbage fra sin sygemelding. For hurtigt. Efter blot ti dage stod hun der igen. På gyngende grund.

»Jeg ved ikke, om jeg kan gennemføre,« sagde hun til en kollega. Og gjorde det. Husker ikke, hvordan hun kom hjem. Kun, at hun kravlede op ad trappen til lejligheden.

»Jeg blev rigtig bange. Tænkte ‘hvordan kommer jeg nogensinde levende tilbage til det?’. Dér vidste jeg, at jeg var nødt til at træffe en beslutning.«

En skelsættende beslutning og et markant vendepunkt.

Det er seks år siden, at Line Baun Danielsen besluttede at sige endegyldigt farvel til jobbet som tv-vært.
Det er seks år siden, at Line Baun Danielsen besluttede at sige endegyldigt farvel til jobbet som tv-vært. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Jeg havde jo sagt farvel til tv én gang. Men ikke rigtig for alvor. Det her var for alvor,« siger Line Baun Danielsen.

Bortset fra en enkelt kortvarig værtsrolle sidste sommer, har hun holdt sit løfte til sig selv, har genfundet kompetencer, støvet drømme af, og skabt en platform som både blogger og mediecoach.

Men de skulle graves frem.

»Efter så mange år i branchen tror man ikke, at man kan andet, og fordi jeg ikke er uddannet journalist, kan jeg huske, at jeg efter fyringen i 2008 tænkte ‘hvad fanden kan du egentlig?’.«

»‘Du kan bare sidde på fjernsynet og interviewe mennesker og være samlingspunkt om danskernes kaffeborde. Du kan ikke en skid andet’.«

»Jeg havde glemt, hvad mine styrker og svagheder var. Alt det fik jeg genopfrisket i 2016, da jeg sagde op.«

Hun smiler fra den anden side af langbordet. Er et godt sted i sit liv. Version 6.0.

»Jeg har lært, at det ikke er en svaghed at søge hjælp. At der ikke er noget flovt i at blive fyret, i at gå ned med stress.«

»Men jeg har også lært, at det dummeste jeg har gjort, er ikke at lytte til mig selv. Det kommer jeg aldrig til at gøre igen.«