I slutningen af september gik standupkomikeren Linda P og hendes kone, Melissa Nicolajsen, hver til sit.

Linda P. kunne angiveligt ikke holde fingrene fra andre piger i det københavnske natteliv. Og efter adskillige advarsler fik Melissa bare nok.

Nu afreagerer den talentfulde blonde sangerinde i en nye video, der ironisk nok hedder 'Min Skyld'

- Ja, det ér selvfølgelig ment ironisk. Men i bakspejlet bebrejder jeg også lidt mig selv, siger Melissa til BT.online.

- Jeg elskede for meget. Og jeg skulle være gået langt tidligere, siger Melissa, der græd hele den sommernat, hun brugte på at skrive sangen.

Melissa, der nu optræder under navnet Naomi, spillede først sit nummer for sin eks-kone - under helt private forhold.

Og selvom begge piger fik klumper i halsen, så accepterede Linda P sangen på stedet. Og i den video, du kan se her, deltager begge kvinder - både med og uden tøj.

- Det har været en god måde at bearbejde tingene. Det gjorde nemlig utroligt ondt, da jeg fandt ud af, at Linda havde været mig utro. Sangen gjorde også tydeligt indtryk på Linda. Hun græd ikke. Men jeg kunne se, at det påvirkede hende dybt. Men jeg ved, at vi på lang sigt stadig vil være venner. Og hun tilbød sågar at hjælpe mig med de tekniske sider, siger Melissa, der håber på fremover at leve af musikken.

De to eks-ægtefæller har ikke set hinanden siden slutningen af september.

- Nogle gange skal der afstand til, før man igen kan komme tæt på hinanden. Men jeg savner hende stadig .. som ven, siger Melissa/Naomi.

Og bare for at være sikker spørger vi:

- Hvis nu Linda P mødte op ved din hoveddør og grædende bad om forladelse og én chance til. Hvad ville du sige?

Og Melissa tøver ikke et sekund:

- Jeg ville sige NEJ. Det er for sent.

Melissa fortæller bt.dk, at hun allerede er i gang med en ny sang. Og hun udelukker ikke, at den også kan komme til at handle om opbruddet.

- Lige nu har mit hjerte bare brug for fred. Jeg er ikke klar til en ny kæreste. Og mit største juleønske er, at min sang bliver et hit.