Linda P er forelsket, tørlagt og glad. Men er hun normal? Det spørgsmål stiller hun i sit nye show.
En sætning definerede hendes liv. Under 20 ord fra hendes nu afdøde far gjorde hende til den Linda P med joggingbukser og hue og hurtige replikker, som vi kender. Eller kendte. For der er sket noget med Linda.
»Jeg havde jo faktisk købt et sminkespejl og øjenskygge og den slags. Jeg havde købt ind til at være tøset, men jeg turde ikke, af frygt for at være mig,« siger hun pludselig. Der er blonder på blusen og urtete i glasset, og i det hele taget er der langt til den Linda P, der havde en nusset hue som vartegn, en skraldespand i munden og blev kendt landet over for meget præcist at ramme Danmarks skæve eksistenser i bl.a. »Winnie og Karina« og »Skråplan«.
Om lidt går hun på scenen med sit nye stand-up show »Normal?« Hun har ikke drukket i tre år, hendes far, som hun mildt sagt ikke havde et varmt forhold til, er død og begravet – og hun føler sig voksen. I en alder af 32.
Spørger man, om hun følte sig normal som barn, svarer hun, som om det er bekræftende, og ganske normalt: »Ja, altså til fastelavn klædte min mor mig ud som lokum og fastnettelefon.«
Når det ikke var fastelavn, forsøgte Linda også på en måde at klæde sig ud, når hun skulle i skole i Hvidovre.
»Jeg bestræbte mig virkelig på at være som de andre og gå i det samme tøj, men det var fuldstændig umuligt, fordi jeg var en lille freak, der talte med mine blyanter, hvis jeg trængte til en fest. Men spørgsmålet er, om det overhovedet er noget at stræbe efter – at være normal. Det er bare ikke noget for mig at prøve at være på en bestemt måde, men det klæder sateme humøret at finde sig selv og sige, at nu er jeg sådan set, som jeg ønsker at være.«
Det nye show er blevet testet flere gange på et prøvepublikum, for hun vil være sikker på, at det sidder helt rigtigt. Det skal det jo hver gang, men denne gang er der måske mere på spil, end nogensinde før.
Hun vil gerne hjælpe andre ved at fortælle sin egen historie om druk og stoffer og stress, og selv om man selvfølgelig griner ofte, er der også flere rørende øjeblikke. F.eks. når hun viser klip fra den videodagbog, hendes psykolog bad hende om at lave, da livet så allersortest ud.
Og når hun tager huen af og står som sig selv. Huen spiller nærmest en birolle i showet.
Hvordan kom du ud af dit alkoholmisbrug?
»På en måde har jeg næsten hele livet haft det dårligt uden at gøre noget reelt ved det, men så har man heldigvis en krop, der er klogere end en selv. For fire år siden begyndte det at tage til, og jeg kunne slet ikke overskue noget og lagde låg på med druk og damer. Jeg gik i byen hele tiden for ikke at mærke noget som helst.«
»Men da jeg skulle optræde på Skanderborg-festivalen, kunne jeg simpelt hen ikke gå på, jeg havde fantomsmerter og troede, at jeg havde brækket skulderen. Ikke at kunne udføre mit arbejde – det var den største hammer.«
»Så jeg fik mig en psykolog. Første gang jeg var der, ramte hun plet, men efter tre gange gad jeg ikke se hende mere, for det føltes alt for krævende, og det virkede meget nemmere at gå i byen og drikke videre. Men det var, som om jeg skulle drikke salt. Altså, jeg stod på en bar og kunne ikke drikke. Så måtte jeg tilbage til psykologen.«
»For det var gået op for mig, at jeg havde brug for at smide den hue, hvis jeg skulle komme videre. Men jeg kunne ikke. På grund af min egen frygt for at se mig selv i spejlet som den, jeg var. Efter rigtig mange timer hos psykologen, gik det op for mig, at jeg jo bare skulle lære at indse, at jeg har nosser nok til at indse, at jeg ikke har nosser. Og at man selv kan vælge, hvor påvirket man vil blive, når nogen siger, at man er en idiot.«
Hvad var det, der gjorde, at du havde det svært?
»Jeg er stor fan af min mors måde at opdrage mig på. Hun var alene med mig og min storesøster, og hun var striks, så da jeg i 9. klasse sagde, at jeg ikke havde lyst til at gå i skole, sagde hun »Ok, men så er vi enige om, at du har en læreplads i morgen, ikke?« Hun var god til at tackle mig. Men det var også, som om der i perioder var et eller andet, som jeg ikke kunne huske, og alligevel prøvede at glemme.«
»Vi handler jo alle forskelligt – for mit vedkommende selvmedicinerede jeg med humor. Jeg skulle bare få alle til at grine, det var målet, og så lærte jeg f.eks. Ørkenens Sønner udenad, og optrådte på fritidsklubben, indtil pædagogerne sagde »hvad er det dog, du står og siger?« Det var ikke særlig sobert, men jeg havde en fest. Bortset fra den klump i maven, som voksede sig større og større.«
»For da jeg var ret lille, var der blevet sagt nogle ting, som jeg ikke kunne huske, før jeg blev voksen. Jeg vidste godt, at min far havde skiftet navn en fem-seks gange, fordi han var lidt halvkriminel, men langt hen ad vejen tænkte jeg, at han havde gjort sit bedste. Hans bedste var bare ikke særlig godt, og det var i virkeligheden en sætning fra min far som gjorde, at jeg endte i et alkoholmisbrug.«
Hvad den sætning er, kan ikke røbes her. Det er den, hele Linda P’s show drejer rundt om. I »Normal?« følger man hende, fra hun er blevet skilt fra sin kone Melissa og er holdt op med at drikke og derfor er rastløs, over psykologsamtaler og sammenbrud, til hun står på scenen som en helt ny person, stærk og sårbar på samme tid. I kjole.
»Det var fuldstændigt vildt at have følelser igen, da jeg stoppede med at drikke. Jeg havde tænkt så mange gange, at det ikke kunne være rigtigt, at jeg ikke ejede empati. Det er det, det forpulede alkohol gør – det svigter personligheden, så man bliver et andet menneske. Det er så uhyggeligt. Da jeg holdt op med at drikke, var den største gave igen at have lyst til at høre om de mennesker, jeg holdt af. At være oprigtigt optaget af deres liv, og f.eks. spørge »hvordan gik det med den grimme lille vase, fik du købt den?««
I showet har du huen på igen. Hvad er den symbol på?
»Jeg går jo ikke med den til daglig længere, men i showet tager jeg den på, og instruktøren siger, det er helt uhyggeligt, hvordan den ændrer mig. Det er som et drug – der er ikke noget, som kan røre én, og man er ikke bange for noget. Skjoldet ryger, når jeg tager den af. Og det skulle jeg turde.«
»Men det var indviklet – alkoholen erstattede det med at have det dårligt, men så stoppede jeg med at drikke, og så skulle jeg have noget, der erstattede alkoholen og stofferne, og det blev så huen, og hvad satan skulle så erstatte den? For så er der jo kun mig tilbage, og det kan umuligt være godt nok.«
»Det var fantastisk at finde ud af, at det er det faktisk ... I dag har jeg tre nære venner, hvor jeg engang havde hundrede bekendte, som ikke vidste, hvem jeg i virkeligheden var. Og jeg undgår store fester med meget druk, for jeg vil egentlig hellere gå en tur med en person, jeg holder af.«
»Jeg ved godt, at jeg lyder som en på 80, der gerne vil sidde med mine Hermesetas og min kaffe, men jeg er nået så langt, og jeg vil ikke miste alt det gode, jeg har opnået. Jeg har gået med den skide hue i så lang tid, og det var den, Anders fik vristet af, så jeg kunne leve mit liv, i stedet for at overleve.«
Ja, Anders. Der er nemlig sket det, at Linda har mødt en mand, hvilket nogen måske synes er mærkeligt, for nu var hun ellers lige så lesbisk. Der skete bare det, at hun blev forelsket i sin gode ven, komikeren Anders Grau.
»Jeg er simpelt hen bare ikke en, der putter en etikette på ting – jeg forelsker mig i mennesker, og så opdager jeg sgu ikke i svinget, om det bliver en dreng eller en pige, det må jeg indrømme. Det er en vanvittig menneskekærlighed, og det er, som om han er fra en anden planet.«
»Vi er vidt forskellige, men klikker så godt. Jeg møder ikke tit mennesker, der har manerer, men det er, som om han levede i 1800-tallet. Og hans sprogbrug er bare virkelig underholdende. De fleste mennesker, der er pissehamrende sjove, bruger humoren som et skjold. De sjoveste mennesker er som regel dem, der har haft det værst i deres liv.«
»Anders og jeg har selvfølgelig begge noget bagage, men det er blevet løst, og vi bruger bare humoren for lystens skyld og ikke som et forsvar, og det er jeg helt vild med.«
Der er mange ting ved Anders, hun er helt vild med. I det hele taget kan hun ikke rigtig tale om ham uden at virke, som om hun har siddet for tæt op ad en utæt gasledning. Hun forklarer det med, at det er første gang, hun oplever voksen-kærlighed.
»Det er det, andre har snakket om, som jeg aldrig har troet på. Jeg har kun prøvet, at man gentager de samme skænderier om og om igen. Anders og jeg har aldrig haft en diskussion to gange – vi diskuterer ikke, til vi er enige, men til vi forstår hinanden.«
»Det er ikke for at sige, at piger er hjernedøde, men jeg tror bare, at med tiden fremhæver piger ikke de bedste sider i hinanden, for man er nødt til at have noget modstand. Og jeg har nok ramt dem, jeg var for ens med, hvor vi havde det rebelske til fælles, og i virkeligheden var jeg godt og grundigt træt af den side af mig selv. Jeg drømte om at møde en, hvor vi havde følsomhed til fælles.«
Første gang Linda lagde mærke til Anders Grau, var til Zulu Comedy Gala for nogle år siden. Hun skulle i gang med »Det alt for store Linda P show« til TV2 Zulu og insisterede på, at han skulle være med på holdet.
De to blev hinandens bedste venner, og det generede ikke Linda, at Anders på det tidspunkt havde en kæreste. Selvfølgelig. De var jo bare venner. Indtil hun en dag lagde mærke til, at hun gerne ville tabe sig. Og gå i strammere bukser. Og være mere feminin. Og følte en sær jalousi, når Anders kiggede på andre piger. Nu var han single. Og Linda var forvirret.
Men hvordan går man fra at være venner til at blive kærester? Det må da være en ret svær snak at tage hul på.
»Det var meget meget svært, for hvad hvis den anden slet ikke havde det på samme måde? Jeg havde på fornemmelsen, at han også var ret vild med mig, men det kunne jo bare være noget, jeg havde opfundet i mit dumme hoved. Så en dag samlede jeg alt mit mod og sagde »en af os er nødt til at lægge os fladt ned, for at vi kan få opklaret det her, og nu gør jeg det: »Jeg er simpelt hen så forelsket i dig«.
»Heldigvis havde han det på samme måde, for ellers havde jeg nok mistet min bedste ven. Det var så skrøbeligt. Og da vi skulle gå fra at være venner til at være kærester, var det virkelig mærkeligt, for vi vidste jo ALT om hinanden. Der var ingen blinde vinkler eller mystik.«
Men helt lavpraktisk, hvordan gør man?
»Vi sad som to teenagere i sofaen i hans lejlighed. Så jeg sagde til ham »jeg ved ikke, hvordan vi kommer videre herfra. Jeg synes, vi skal gøre, som vi plejer, og så sætter vi en film på, og på et tidspunkt bliver vi nødt til at tage os sammen«. Og så så vi »Play it again, Sam«, hvor Woody Allen er den her nørd med briller – ligesom Anders – der er forelsket i en pige, der hedder Linda, og ikke tør sige det.
»Og så jokede vi med det, men så sluttede filmen. Jeg kunne godt mærke, at han havde prøvet at komme tæt på et par gange. At score damer plejede at være det, jeg var bedst til, men nu betød det bare så meget, og jeg var som en 13-årig pige. Tænk, hvis jeg fejlede.«
»Det var vigtigt for første gang nogensinde, for det var første gang, jeg var rigtig forelsket. Jeg har haft to rigtige kærester, og det var Rasmus, da jeg var 16, og Melissa, som jeg var gift med. Med hende tror jeg det handlede om nogle andre ting, om to indebrændte teenage-børn, der havde fundet hinanden. Hun bliver pissesur, når jeg siger, at det ikke var kærlig-kærlighed, men jeg tror i virkeligheden, det mere var to gadetøser, der passede på hinanden.«
»Her var jeg forelsket af de helt rigtige grunde. Og nu skulle vi kysse. Anders sagde »du flytter dig hele tiden, så skal du over til vinduet og ryge, så skal du hente noget i køkkenet«, og så sagde jeg »undskyld, denne gang flytter jeg mig ikke«. Så kyssede vi. Og da var det, som om alle mine issues, al min indebrændthed, al min manglende forløsning i livet faldt til jorden.«
Linda undskylder, at det hele måske lyder for storladent, men det er der ikke så meget at gøre ved. For i det år, hun og Anders Grau har været kærester, har hun fundet en ro, hun ikke havde før. Og hun gider endda godt svare på spørgsmålet om, hvorvidt de en dag skal have børn. Et spørgsmål, man ikke ville have drømt om at stille hende for fem år siden ... Eller hvis man gjorde, ville man nok håbe, at den stordrikkende og altid-festende Linda havde svaret nej.
»Jeg har været skruk et par gange, men jeg ved ikke, om det bare var, fordi jeg kedede mig, eller om jeg havde noget kærlighed, jeg ikke kunne placere. Min søster har en datter, og jeg kan sagtens have det sjovt med hende, men når hun så begynder at græde, tænker jeg »er den gået i stykker?««
Er du dig selv nu?
»Det er jeg vel. Jeg tror ikke, man skal være i mål med noget som helst – man skal lære hele livet. Man er ikke enten voksen eller uansvarlig, men man er godt på vej, hvis man kan tage sig selv alvorligt, og er der, hvor man ønsker at være, og det er jeg nu, hvor jeg har brudt kæden i forhold til min far. Nu har jeg tilstrækkeligt meget styr på ting, som jeg ikke har haft før, selv regnskaber. Det har altid været helt fucked, men nu er det også på plads, og så er det vel ok, at jeg går med to forskellige sokker.«
