»Om jeg kan lide fjabbe eller pikkemand, om jeg kan lide vindruer eller blåbær – det har ikke så meget med min identitet at gøre.«

Sådan lyder ordene og erkendelsen, som Linda P – eller Linda Petersen, som er hendes borgerlige navn – er kommet frem til i dag. Men sådan har det ikke altid været.

I mange år vidste hun ikke, hvem hun var, og derfor endte hun med at binde hele sin identitet op på en seksualitet som lesbisk, som hun fortæller, aldrig var sand.

»Men det er lidt mere komplekst end bare seksualitet. Det var mere en identitetsflugt. Og en transformation,« siger hun.

På den anden side af et ni år langt forhold med ekskæresten Rasmus tog hendes karriere inden for standuppen for alvor fart, og hun skulle finde sig en ny identitet.

Hun kunne ikke holde ud at være Linda Petersen. Så hun skabte den lesbiske, rapkæftede komiker Linda P.

Den uønskede datter

Hun fortæller, hvordan hun mødte nogle lesbiske piger i byen, der sagde »Det der joggingtøj, du er er da lebbe, er du ik'?« Og så tænkte Linda 'Jo for fanden, det er da det, jeg er'.

Hun tog med de lesbiske i byen, og hun tog en identitet med sig hjem:

»Jeg har mange publikummere, der er homoseksuelle, som er blevet decideret skuffede over, jeg var sammen med en mand,« fortæller Linda. Vis mere

»Hvis det havde været nogle fra Hare Krishna, havde jeg også bare fulgt med dem. På det tidspunkt higede jeg så meget efter 'bare at være en eller anden'.«

Lige siden hun var otte år, har hun været på flugt fra Linda Pedersen. Den lille lyshårede pige med blå øjne fik nemlig at vide af sin far, at han ville ønske, han aldrig havde fået en datter. Og lige siden har hun løbet.

Løbet fra sin kvindelighed, løbet fra sin selvkærlighed. Løbet fra sig selv.

»Jeg tror ikke på, man kan være afhængig af damer, LSD eller coke – jeg tror bare, man kan være afhængig af at lamme sine følelser, så man ikke skal forholde sig til dem,« siger hun.

»Der lå en magt i den der hue«

Hun byggede et skjold. Ikke af titanium, men af en hue og en 'fuck dig'-attitude, der føltes stærkere end noget andet:

»Det var det der med at tage huen på for at være en anden. Der lå en magt i den der hue, der var lidt forkert. Hvis nogen syntes, jeg var til grin, så var jeg ligeglad med det. Jeg syntes selv, jeg var til grin – og der går det for alvor galt.«

Hun blev så afhængig af skjoldet, af ikke at skulle konfronteres med virkeligheden, at hun begyndte at sove med huen på.

»Det var ikke så meget et 'act' for publikums skyld. Det var for at løbe fra mig selv. For min egen skyld,« siger hun og fortæller, hvordan en psykolog hjalp hende med at sætte tingene i perspektiv.

Linda P og Christina Sederqvist fra 'Piger på prøveløsladelse', hvor de begge fik stor succes i rollerne som Winnie og Karina. Vis mere

Hun skulle finde ud af, om hun elskede kvinder, fordi hun reelt var til kvinder, eller om det var, fordi hun var bange for mænd og bange for, de skulle tage røven på hende igen – og det sidste var helt klart tilfældet, siger hun:

»Jeg kunne ikke forholde mig til mænd, for de ville sikkert såre mig. Det var jeg vant til fra min far. Så jeg var bange for alle mænd.«

Et rollespil

Og den frygt druknede hun i stoffer og damer. Mange damer. I 2011 slog hun sig ned – på papiret – og giftede sig med den smukke blondine Melissa Nicolajsen.

Men Linda bibeholdt det vilde liv med coke og damer i lange baner – og så var hun aldrig nogensinde forelsket i Melissa. Eller nogen andre af samme køn.

»Det var jo en form for rollespil, da jeg var i et forhold med en kvinde. Jeg vidste hele tiden, at jeg ikke var lesbisk, og allerede på det tidspunkt tænkte jeg 'Jamen, jeg ender jo sammen med en mand, så hvad er det, jeg laver?',« siger hun.

»Jeg tror, hvis man gør det til sin identitet at være homo og siger 'Jeg er lebbe som menneske', så bliver man rigtig ked af det.«

Og 'rigtig ked af det' er en underdrivelse af, hvad der ramte Linda, efter at hun havde spillet et stort rollespil i så mange år:

»Det kan man ikke uden at være ved at dø af det. Det var derfor, jeg faldt sammen på Skanderborg i 2013 og endte på psykiatrisk afdeling.«

»Det er sjovt, dem, der kun har kendt mig i Linda P-perioden, siger 'Ej hvor er det underligt, du har mascara på', og dem, der har kendt mig hele livet, siger 'Nå, godt at have dig tilbage'.« Vis mere

Tilbage til Linda Petersen

Fra den dag og frem til nu har Linda arbejdet på at finde sig selv. Sit sande selv.

»Linda P skulle bare være kold i røven og grænseoverskridende bare for at være det. Linda Petersen er mere nørden, der godt kan lide at se Dirch Passer-film og drikke kamillete og egentlig ikke bryder sig om at gå i byen og ikke kan lide smagen af alkohol,« siger hun

Hendes opvækst vil altid være en del af hende, men hun vil ikke længere lade den definere, hvem hun er:

»Hvis nogen gav mig kærlighed, skulle de bare kvases. Så nu tager jeg hævn og giver al den kærlighed tilbage.«

Denne uge er hun netop sprunget ud som forfatter til sin egen biografi, 'Transformer', hvor hun åbner op og fortæller om sit liv.