Udover Thomas Warberg og Lars Hjortshøj finder man også den kvindelige komiker Linda P på rollelisten til den kommende Monty Pyton-musical.

Musicals er ikke helt nyt for Linda P, der tidligere har spillet med i musical-opsætningen af ’Den eneste ene’. Hun vil dog ikke betegne sig som kæmpe fan af genren.

»Der skal være en god grund til, at jeg siger ja til at være med i ting, og jeg er ikke som sådan et musicalmenneske. Jeg er komiker og holder mig til det. Men hvis det er noget, jeg synes er sjovt, og som jeg synes, jeg kan gabe over – som for eksempel at spille nørden Mulle i ’Den eneste ene’ – så siger jeg ja. For det er jo skideskægt at være med,« forklarer hun og tilføjer.

»Selvom jeg synger, betyder det heller ikke, at jeg er nogen god sangerinde.«

Grunden til at Linda P hoppede med på Monty Pyton-vognen er, at hun er helt pjattet med den engelske satire-gruppe.

Det er det originale Monty Pyton-medlem Eric Idle, der har været med til at lave musicalen, og planen er også, at han kommer til København for at møde det danske hold. Det tager Linda P dog med ophøjet ro.

»Jeg bliver ikke rigtig starstruck. Det har jeg kun prøvet én gang, da jeg mødte C.V. Jørgensen, haha. Så jeg håber bare at Eric Idle ikke syntes, at vi har lavet noget lort, og at vi har løftet deres arv forholdsvis godt.«