Hvis navnene Krystle, Blake og Alexis siger dig noget, så ved du nok også, at Linda Evans var et af 1980ernes absolut største ikoner.

Med rollen som den velhavende Krystle Carrington i tv-serien 'Dollars' blev Linda Evans' ansigt og hendes legendariske, lange page-frisure med vindblæst pandehår nemlig for alvor kendt verden over.

Serien kørte fra 1981 til 1989, men i dag lever den 79-årige Evans langt væk fra rampelyset. I en lille flække uden for Seattle i staten Washington nyder hun livet med selvforsyninger fra haven, eget solenergisystem og egen brønd på en næsten 30 hektar stor naturgrund.

I en åbenhjertig snak med B.T. fortæller hun, at hun oprindelig slet ikke ville være skuespiller. Hun ville bare have en mand og en familie.

»At blive skuespiller var aldrig min drøm, men da jeg var 15 år, døde min far uventet af kræft. Min mor var på understøttelse, så da jeg fik tilbudt en reklamefilm, gjorde jeg det for at hjælpe familien med penge. Var min far ikke død, var det aldrig sket, for jeg var så genert, at jeg ikke engang kunne tale i klassen uden at få ondt i maven,« husker hun.

Hun var næsten 40 år gammel, da hun fik rollen i 'Dollars', hvor hun blandt andre spillede over for Joan Collins, der i hitserien var Krystle Carringtons ærkerival, Alexis.

»På det tidspunkt var mit andet ægteskab lige gået i opløsning, og jeg måtte igen erkende, at drømmen om en mand og familie ikke kunne gøre mig lykkelig. Jeg var nødt til at finde min egen lykke og klare mig selv i stedet for at blive ved med at gifte mig. For det virkede tydeligvis ikke,« griner fra Linda Evans, hvis første mand, John Derek, i sin tid forlod hende til fordel for modellen og skuespillerinden Bo Derek.

Den enorme succes for 'Dollars' betød økonomisk frihed og et hektisk arbejdsliv med optagelser, der i perioder varede nonstop. Men livet i offentlighedens søgelys var hårdt og en afgørende grund til, at Linda Evans trak sig fra underholdningsindustrien.

Den 79-årige Linda Evans, som hun ser ud i dag. 
Den 79-årige Linda Evans, som hun ser ud i dag. 
Vis mere

»Intet var privat, og efter ni år trængte jeg bare til et normalt liv,« siger hun, men understreger, at hun ikke ville være foruden årene med 'Dollars'.

»Jeg fik lov til at opleve noget helt unikt, og – hvad mange tror – alt, du kan ønske dig: berømmelse, penge og succes. Men jeg havde stadig brug for at finde mig selv,« lyder det fra Linda Evans, der især fandt mening i spiritualitet og selvudvikling.

I dag er det sjældent, hun takker ja til opgaver inden for film og tv, men hun har for nylig været involveret i dokumentaren 'Evolution: The Genius Equation', der ser på, hvordan vi som mennesker kan udnytte vores fulde potentiale.

»Jeg var vild med temaet, der handler om alle de muligheder, vi har til rådighed, ikke mindst takket være teknologi og videnskab. For mig er det dog særlig vigtigt, at kvinder er opmærksomme på at få mest muligt ud af deres potentiale,« siger Linda Evans, som de seneste 20 år har brugt en stor del af sin tid på netop at tale til og med kvinder.

Linda Evans og Joan Collins spillede ærkerivaler i Dollars.
Linda Evans og Joan Collins spillede ærkerivaler i Dollars.
Vis mere

»Det er der, min passion ligger. At støtte og styrke andre kvinder ved at fortælle dem, at der er så mange måder, vi kan skabe vores egen lykke på,« siger Linda Evans med tydeligt engagement i stemmen.

»Det handler om at sige ja og være åben og ikke være så fastlåst i, hvad man vil her i livet. Vi kan meget mere, end vi tror, også når vi oplever modgang,« siger hun og fremhæver ægteskabet med John Derek som eksempel.

»Jeg ved godt, at når alt går i stykker, føles det, som om livet aldrig bliver godt igen. Men hvis du er åben for nye muligheder og kan finde troen på at komme videre, så er livet fyldt med nye retninger og potentielle oplevelser. Var jeg forblevet gift med John, havde jeg eksempelvis aldrig taget rollen i 'Dollars',« siger Linda Evans.

Trods sine to ægteskaber fik hun aldrig de børn, hun drømte om. Men tæt på hendes store naturgrund bor både hendes søster og nevø og steddatter, så hun føler sig aldrig alene.

»Jeg har ikke været i et parforhold i 20 år. Men jeg er tilfreds og lykkelig, og skulle den rigtige person komme, er jeg åben for det. Jeg siger aldrig nej til gode muligheder. Det er dem, der former dit liv og kan gøre det til noget helt ekstraordinært. Det er mit eget liv et godt eksempel på.«