Et godt fast håndtryk og et varmt kram er noget, mange danskere har været vant til at dele ud af i ny og næ. Men så kom coronakrisen, og med ét blev det ikke længere en mulighed at kramme eller hilse ved håndtryk.

Men står det til musiker Lina Rafn, så kan vi sagtens droppe håndtrykket permanent.

»Jeg har det egentlig fint uden. Jeg kan godt finde ud af at kigge folk i øjnene og sige hej. Jeg har intet problem med, at vi hilser på hinanden på en anden måde,« siger Lina Rafn til B.T.

I sidste uges udgave af programmet ‘Mads og Monopolet’ fortalte Lina Rafn ellers, at hun faktisk gerne ville have håndtrykket tilbage, fordi hun hader at ‘høflighedskramme’.

»Jeg hader tvangskram og høflighedskram, det der er erstatning for et håndtryk, jeg vil have håndtrykket tilbage,« lød det fra Lina Rafn i udsendelsen, men siden er sangerinden altså også kommet frem til, at selv håndtrykket egentlig også kan undværes.

»Jeg føler faktisk ret hurtigt, at man kommer for tæt på. Det er lige før, jeg også synes, man kommer for tæt på med håndtryk,« siger Lina Rafn til B.T.

»Lidt længere end armslængde, så har jeg det bedst,« tilføjer hun med et smil. Sangerinden understreger dog, at hun stadig gerne vil kramme - bare kun folk, hun kender godt.

I ‘Mads og Monopolet’ fik Lina Rafn sagt, at hun ikke umiddelbart ville kramme Anders Morgenthaler, der også sad i studiet, da de ikke var tætte nok, men også her er Lina Rafn siden kommet på bedre tanker.

»Fra nu af vil jeg gerne kramme Anders. Ikke fordi vi har talt om det, men fordi jeg kunne mærke, at den dag, fordi der kun var os to, så blev det rigtig meget en samtale. Så nu føler jeg mig hjerteligt forbundet med ham,« siger Lina Rafn og tilføjer:

»Jeg skal lige under huden på folk og føle, at de kommer under huden på mig, før jeg vil kramme, men det kunne jeg mærke, at det skete i lørdags.«

I mangel på håndtryk og høflighedskram er mange andre hilseformer dukket op, og Lina Rafn har da også sin egen personlige favorit, som hun helst ser bliver udbredt fremover.

»Isam B’s måde, som jeg kalder det, hvor man lægger hænderne foldet foran brystet og bukker en lille smule, det synes jeg er en meget, meget smuk måde at hilse på, som ikke bryder nogens intimsfære,« siger Lina Rafn.