'Infernal'-stjernen Lina Rafn har dannet par med sin mand, Kasper Pertho, i over halvdelen af sit liv.

Det betyder dog ikke, at Kasper Pertho er den eneste mand i hendes liv, eller at hun er den eneste kvinde i hans liv.

I det seneste afsnit af podcasten '112 for knuste hjerter' fortæller Lina Rafn nemlig, at hun og hendes bedre halvdel gennem 23 år lever i et åbent forhold.

Det betyder blandt andet, at Lina Rafn ikke bliver jaloux, hvis hendes mand er sammen med en anden kvinde.

Lina Rafn og Kasper Pertho har dannet par i 23 år.
Lina Rafn og Kasper Pertho har dannet par i 23 år. Erik Refner

»Jeg er slet ikke jaloux i forhold til utroskab,« siger hun i podcasten og fortsætter:

»Når der har været et eller andet flirteri eller kissemisse i hjørnet af en klub … det tager jeg ikke så tungt, fordi jeg kan mærke, at hans hjerte er hos mig, og så er den slags ligemeget.«

44-årige Lina Rafn fortæller også, at hun i løbet af sit forhold med Kasper Pertho er blevet småforelsket i andre mænd flere gange.

Faktisk så forelsket, at hun har oplevet at få hjertesorger, når forelskelsen er blevet så stor, at hun er blevet nødt til at give slip på den.

Måden, parret er kommet i gennem dette, er ved at være åbne og ærlige omkring følelserne, og derfor vurderer 'Infernal'-sangerinden, at kommunikation er noget af det vigtigste i et forhold.

Jalousi er derimod noget af det giftigste, siger hun.

»Man kan ikke begrænse et andet menneske. Det andet menneske er, som det er, og gør, hvad det gør. Hvis man siger: 'Det må du ikke', og det er noget, som vedkommende gerne vil, så kommer de til at gøre det i større eller mindre grad, men bare uden at fortælle om det.«

Lina Rafn og Kasper Pertho var begge i begyndelsen af 20'erne, da de mødte hinanden. Og ifølge Lina Rafn er det netop åbenhed, kommunikation og ingen begrænsninger, der har gjort, at de stadig er sammen her mere end to årtier senere.

Lina Rafn og Kasper Pertho blev i 2010 forældre til en lille pige.
Lina Rafn og Kasper Pertho blev i 2010 forældre til en lille pige. Mikkel Møller Jørgensen

Det betyder dog ikke, at der ikke har været udfordringer undervejs. For eksempel fortæller hun, at hun flere gange har fået knust sit hjerte af Kasper Pertho, fordi de begge har ændret sig meget med årene.

»Da jeg mødte Kasper, mødte jeg et menneske, der for første gang forstod, hvilke briller jeg ser livet med, fordi han selv så livet gennem de sammen briller. Det var som at finde hjem, men siden har brillerne forandret sig,« siger Lina Rafn i podcasten.

Hun fortæller endvidere, at det har været uundgåeligt for de to at vokse lidt fra hinanden, hvilket har været konfliktfyldt, men at det har været det hele værd.

»Man skal komme gennem den slags, fordi man skal huske, at selvom der er hjertesorg løbende, så kommer der jo samtidig nye opblomstringer og forelskelser i hinanden.«