Er man en del af det populære radioprogram 'Mads & Monopolet', er man samtidig en del af en klub, der i ny og næ bliver inviteret til julefrokost, sommerfest eller anden hyggelig sammenkomst af vært Mads Steffensen.

For Lina Rafn, der har været en del af Monopolet i mere end 10 år, er det dog endnu aldrig blevet til en eneste monopolfest – og det er der en særlig grund til.

»Jeg har aldrig været med, for jeg er jo altid på job. Men jeg ville vildt gerne være med,« forklarer sangerinden.

Som den ene halvdel af bandet Infernal er Lina Rafn ofte ude på spillejobs i weekenderne – og hvis det ikke er tilfældet, er det familien, der har førsteprioritet.

»Jeg tager ikke bare en aften med familien og siger 'Fuck det' – der prioriterer jeg meget skarpt,« forklarer Lina Rafn, der heller ikke er bleg for at sige, at hun faktisk har valgt venskaber decideret fra af samme grund.

»Jeg er jo ikke hende, der har venner. Jeg har mit job og mine kolleger, og min familie er enormt vigtig, og der er ikke plads til andet. Men jeg ville da helt sikkert kunne knytte venskaber, hvis jeg ville,« siger Lina Rafn.

Sangerinden understreger dog, at hun virkelig gerne ville have en aften til fest med netop monopoldeltagerne – for bedre fest finder man nok næppe.

»Der er simpelthen så vidunderligt inspirerende mennesker med, som nemlig har præcis den grad af bramfrihed og rummelighed, der gør, at de er berettiget til at sidde i Monopolet, og det er den type mennesker, det er sjovest at være til komsammen med,« siger Lina Rafn og tilføjer:

»Det er der, du får de gode samtaler, de gode grin – der, hvor folk ikke er bange for at være grimme. Det kedeligste i verden er mennesker, der er så forfængelige, at de ikke tør noget som helst – hverken i fysisk udtryk eller tale. Dem, der laver Monopolet, tør godt.«