- Ja, det er jo helt vildt, er det ikke, griner Lars, da jeg møder ham på den efterhånden berømte Café Viking på Nørrebro. Den direkte anledning er udgivelsen af Lilholt Bands nye album ’Stilheden bag støjen’.
- Jeg har ikke haft fast arbejde, siden jeg var sytten år. Og det var min første ambition: at slippe gennem livet uden at have fast arbejde (latter). Hvis jeg bare kunne få lov at klimpre lidt på guitaren og spille violin – det ville sgu da være fantastisk.
Ambitionen har Lars til fulde opfyldt. Og mere til.
- For mig handlede det om at slippe for at bestille noget. At beskæftige mig med noget, der interesserer mig og fascinerer mig. Jeg kan få lov at skrive sange om noget, der fascinerer mig, og så kan jeg kraftedeme også leve af det. Det er jo helt vildt.
Alvorsmand
Når man møder Lars Lilholt, finder man ud af, at han er noget så forholdsvis sjældent som en alvorsmand af de rigtige årsager.Som han selv siger, tager han aldrig sig selv højtideligt, men altid alvorligt. Eller som han så ofte har fortalt, har han ikke en karriere. Han har et liv.
- Jamen, det er rigtigt. Jeg har ingen karriere. Jeg har et liv, for det hér er alvor!
- Jeg er den samme, uanset hvor jeg er. Jeg er til stede i nuet. Når jeg sidder hér og snakker med dig, har jeg fandeme at være til stede og tage dig alvorligt. Jeg gider ikke bare sidde og lire et eller andet af.
- Man kunne jo godt bare tage musiker-masken på og spille rollen, men det vil jeg sgu ikke. Både jeg selv og andre får meget mere ud af, at jeg er mig selv.
- Jeg mener det sgu!
Lars bøjer sig hen over bordet, fastholder mit blik og siger de ord, som vender tilbage igen og igen i samtalen:- Jeg mener det sgu!
Og det bliver han ved med. Også selv om mærkedagene venter lige om et par kalenderblades tid.
- Det hér er alvor. Jeg skal hverken på efterløn eller pension – jeg spiller, til jeg stiller træskoene. Sådan vil jeg ha’ det.
Lilholt griner:
- Da jeg dannede Lilholt Band for 30 år siden, var det jo ud fra devisen ’nu har jeg et orkester, og det orkester går ikke i opløsning, før jeg går i opløsning!’
Og der er stadig meget, der skal nås. For det første er Lars – som sit store idol Bob Dylan – på en ’neverending tour’. For det andet:
- Jamen, jeg har det jo sådan, at jeg først synes, jeg er ved at komme rigtigt i gang nu. Det er sgu rigtigt. Det er selvfølgelig lidt frustrerende, når man nærmer sig de 60, men sådan har jeg det.
- Jeg er ikke træt af det og slet ikke mæt. Jeg er optaget af det, jeg laver. Jeg synes, det er spændende, og jeg synes jo selv, jeg bliver bedre og bedre til det dér med at skrive. Og det flyder lettere og lettere for mig, end det gjorde for 25 år siden – okay, jeg skrev ’Kald det kærlighed’ dengang, men det var et lucky shot.
Danmarks-sang
Lars’ engagement og hans insisteren på retten til alvor, når det er nødvendigt, har på ’Stilheden bag støjen’ ført til en Danmarks-sang. Den hedder ’Danmark ligger åben’, og ophavsmanden har beskrevet den som en sang om ’at samle på tværs af religion, politik og etnisk udspring, men som samtidig pointerer vigtigheden af at høre til.’
Det er jo ret store ord fra en popmusiker, gør jeg Lilholt opmærksom på.
- Jamen, jeg mener det sgu, udbryder han (igen).
- Og jeg kunne måske nok lige så vel være blevet rigsantikvar. Men nu blev jeg altså musiker, og nu har jeg jo været med i nogle år, og det jeg kan, er at samle, og det kan musikken også. Derfor skrev jeg ’Danmark ligger åben’. Det kunne jeg ikke have gjort, da jeg var tyve år, men det kan jeg nu.
Sangen er da også en sang om Danmark i dag.
- Jeg havde lyst til at lave en sang, som var formuleringen af MIN danske drøm: drømmen om tillid, mangfoldighed og om at høre til. I virkeligheden er det bedst formuleret i de sidste linjer i den sang, der går ’vi er blæst over Blåvand. Kerteminde ro – vi er det kulturelle mylder på Nørrebro…’
- Det er sådan, vi er, og det er sådan, det skal være. Jamen, jeg mener det!
Født på Nørrebro
Referencerne til Nørrebro, samt det faktum, at vi mødes i det københavnske kvarter, er ingen tilfældighed. Lars Lilholt er faktisk født på Nørrebro.- Det dér med, at jeg skulle være et jysk fænomen, er jo noget bavl. Jeg er født hér, min første fanklub lå hér i kvarteret, og hvis jeg var 23 år, flyttede jeg hertil igen, smiler Lars.
- Min datter og hendes mand bor i kvarteret, og når jeg besøger dem, oplever jeg jo, hvilket livligt kvarter det er. Det kan jeg godt li’!
Inden Lars Lilholt kører samtalen fra side- og ind på hovedsporet igen.
- Altså med den Danmarks-sang ville jeg… Jo, der er sgu så mange, der prøver at finde sig selv, men der vil jeg jo gerne lave noget, hvor vi i stedet prøver at finde hinanden. Selvfølgelig skal vi åbne os og alt det dér, men jeg synes også, vi skal være stolte af, at vi er danskere. Det har vi nok været lidt for bange for, men jeg synes, vi skal stå ved det.
Og I kan roligt regne med, at han mener det…
