I over to årtier er Leonardo DiCaprio blevet stillet det samme spørgsmål igen og igen. Kunne hans karakter i Titanic, Jack, have overlevet, hvis Kate Winslets karakter, Rose, ikke havde optaget hele døren?

Og meget anderledes var det ikke, da han sammen med Margot Robbie og Brad Pitt for nylig stillede op til interview med en MTV-reporter.

Selvom interviewet egentlig handlede om Tarantino-filmen Once Upon a Time In Hollywood, som de alle er med i, kunne journalisten ikke dy sig. Han var nødt til at vide, om Jack kunne have overlevet.

Spørgsmålet vakte stor begejstring hos både Margot Robbie og Brad Pitt. Knap så meget hos Leonardo DiCaprio, der som altid nægtede at svare.

Men Brad Pitt nægtede til gengæld at give op. Han tog den lige én gang til for prins Knud.

»Kunne du ikke have presset dig ind på siden? Det kunne du, kunne du ikke?«

Leonardo DiCaprio smilte kort, før hans mine atter blev alvorlig.

»Ingen kommentarer,« slog han fast.

Leonardo DiCaprio er ikke den eneste, der har fået det spørgsmål gennem årene.

Flere undrende Titanic-fans har også stillet sig selv det.

Nogle er sågar gået så langt, at de har grebet til handling og undersøgt sagen.

Og jo. Han kunne godt have været på døren - i hvert fald rent pladsmæssigt. Det viser billedet nedenfor.

Der er naturligvis et ‘men’, og det ‘men’ har filmens instruktør James Cameron flere gange påpeget, når han - som Leonardo DiCaprio - utallige gange er blevet spurgt.

Selvom der reelt set var plads på døren, ville den ikke kunne bære dem begge, har han forklaret.

Det handler simpelthen om, at deres kombinerede vægt ville få døren til at synke.

Og så ville de begge ende i det frysende kolde vand. Og dø.

Titanic med Leonardo DiCaprio og Kate Winslet i hovedrollerne udkom i 1997, indtjente mere end to milliarder dollar på verdensplan og vandt 11 Oscar-statuetter.
Titanic med Leonardo DiCaprio og Kate Winslet i hovedrollerne udkom i 1997, indtjente mere end to milliarder dollar på verdensplan og vandt 11 Oscar-statuetter. Foto: HANDOUT NF
Vis mere

Denne forklaring møder opbakning hos de kloge hoveder på Discovery-programmet Mythbusters.

Men de påpeger samtidig, at historien kunne have fået en lykkelig slutning alligevel. Rose bar jo som bekendt en redningsvest, og hvis hende og Jack havde monteret den på døren, ville den kunne bære deres samlede vægt.

Men det ville være urealistisk, lyder det fra James Cameron, der tydeligvis insisterer på, at Jack skal dø.

»Du er Jack, og du ligger i vand, der er under frysepunktet. Din krop og hjerne er helt nedkølet. Ifølge Mythbusters skal du så tage Roses redningsvest af, svømme under døren og montere den, så den ikke falder af med det samme. Det kommer til at tage fem til ti minutter, så når du endelig kommer op til overfladen igen, er du allerede død,« har han forklaret til The Daily Beast.