Tre gange på en måned snød han døden. Vendte dens grimme ansigt ryggen. Men nu synes den at have bidt ham i haserne.

For i weekenden blev Leo Nielsen indlagt igen.

»Kroppen er simpelthen ved at lukke ned,« siger hans kone. Sussi fra den legendariske duo Sussi & Leo. Som forbereder sig på at sige endegyldigt farvel til den mand, hun har elsket, siden hun var 14.

»Der er ikke stødt noget nyt til. Men kroppen kan simpelthen ikke reparere sig selv. Den er ved at lukke ned og nyrerne er også ved at holde op med virke,« siger en berørt Sussi til B,T.

»Lægerne kan simpelthen ikke gøre noget ved det andet end at sørge for, at han har det godt, mens det sker,« forklarer hun videre.

I løbet af weekenden har Sussi flere gange besøgt sin mand, som hun har været sammen med, siden hun var 14, adskillige gange. Men kontakt er der ikke.

»Han ligger bare og sover hele tiden,« siger hun og indrømmer blankt, at det er smerteligt for hende.

Helt uforberedt er hun dog ikke på, at hun sandsynligvis alt for snart skal tage afsked med sin elskede Leo.

»Jeg har hele tiden haft fornemmelsen. Lige siden han blev indlagt, hvor jeg også fik at vide flere gange, at han var døende, har jeg jo tænkt, ‘gad vide om han overhovedet overlever det’.«

»Det er frygteligt. Men også for ham. Det er så synd for ham, han havde så meget, han gerne ville nå at lave inden….« siger Sussi. Og vægrer sig ved at tage ordet i sin mund.

Helbredet har de seneste måneder skrantet for den nu 67-årige Leo Nielsen, som i midten af december blev indlagt med maveproblemer og kraftig opkast.

Det viste sig at være tarmslyng og hospitalet opererede ham allerede samme aften.

»Der fik jeg at vide, at det ikke var sikkert, at han overlevede operationen, fordi han var så svag. Han var virkelig dårlig og havde ikke mange kræfter,« fortalte Sussi for nylig til B.T.

Leo klarede den og blev heldigvis hurtigt udskrevet, så han kunne vende hjem til sin Sussi.

Men allerede i starten af januar var den gal igen. Leo blev atter akut indlagt. Endnu en gang med tarmslyng.

Igen kom han på operationsbordet med det samme. Og igen fik Sussi stillet i udsigt, at hun næppe ville få ham hjem igen.

»De sagde, det ikke var sikkert, at han vågnede af narkosen igen. Men det gjorde han. Tre gange har jeg fået at vide, at jeg ikke skal regne med at få ham hjem igen,« fortalte hun.

Men det gjorde hun.

26. januar kom en glad men svækket Leo hjem til Sussi og gården i Saltum, og selvom han var en skygge af sit gamle jeg og kun vejede 46 kilo, fejlede gejsten ikke noget.

Han erkendte, at det var slut med at optræde sammen med Sussi. Men glædede sig over at tage hul på andre kapitler i sit liv.

Men alt tyder på, at kapitel blev kort. At det allerede er ved være på sidste side.