Sussi Nielsen deler søndag aften en trist melding på hendes Instagram og Facebook.

'Leo er igen kommet på sygehuset. Denne gang er der intet at gøre,' indleder hun opslagene med at skrive.

Videre oplyser hun, at nyrerne er ved at stå af.

'Han ligger lige så stille og sover. Jeg kan ikke komme i kontakt med ham. Hold kæft, hvor jeg kommer til at savne ham,' skriver hun.

Helbredet har de seneste måneder skrantet for den nu 67-årige Leo Nielsen, som i midten af december blev indlagt med maveproblemer og kraftig opkast.

Det viste sig at være tarmslyng og hospitalet opererede ham allerede samme aften.

»Der fik jeg at vide, at det ikke var sikkert, at han overlevede operationen, fordi han var så svag. Han var virkelig dårlig og havde ikke mange kræfter,« fortalte Sussi for nylig til B.T.

Leo klarede den og blev heldigvis hurtigt udskrevet, så han kunne vende hjem til sin Sussi.

Men allerede i starten af januar var den gal igen. Leo blev atter akut indlagt. Endnu en gang med tarmslyng.

Igen kom han på operationsbordet med det samme. Og igen fik Sussi stillet i udsigt, at hun næppe ville få ham hjem igen. Men det gjorde hun.

26. januar kom en glad men svækket Leo hjem til Sussi og selvom han var en skygge af sit gamle jeg og kun vejede 46 kilo, fejlede gejsten ikke noget.