Da Lene Beier møder op på den røde løber til årets Zulu Comedy Galla, har hun sin mand Anders med under armen.

Anders, hvor mange hademails fra misundelige landmænd, får du om dagen?

»Jeg tror faktisk aldrig, at jeg har fået et eneste. Jeg møder mere folk, der spørger, om ikke Lene kunne lave et program med revisorer, der søger kærlighed,« fortæller han med et smil.

»Du bliver også meget mødt med 'er I blevet færdige med at bygge jeres hus,« tilføjer Lene Beier og fortsætter:

»Jeg bliver faktisk dagligt spurgt, om ikke jeg laver et program med andre faggrupper for eksempel 'politimænd søger kærlighed' eller 'sygeplejersker søger kærlighed'. Men det bestemmer jeg jo ikke,« griner hun.

I forhold til eventuelle jaloux landmænd, du tror ikke, at de medvirkende i sidste ende bare drømmer om at komme på date med dig?

»Haha, nej overhovedet ikke,« griner Lene Beier.

Der har aldrig været nogle akavede øjeblikke på den front?

»Haha, nej slet ikke.«

Hvordan ser du egentlig den aktuelle sæson. Det har været lidt op ad bakke for Svend (Der endte med kun at have to bejlere)..

»Ja Svend er jo Svend, og han tager det simpelthen så fint. Jeg tror og håber, at folk kan lide den nye sæson. Jeg synes i hvert fald, at den er blevet god, selvom den er blevet optaget under coronakrisen.«

Hvilke udfordringer har I mødt på grund af corona?

»Jeg har ikke kunne have fysisk kontakt med deltagerne, som jeg plejer at give et kram. Og så har vi jo ellers bare måtte spritte af og få mad leveret i bokse. Ellers har der ikke været det store, fordi vi jo optager udendørs.«

'Landmand søger kærlighed' har nu kørt i otte sæsoner. Hvad er dit bud på, at det er så populært?

»Det er jeg slet ikke i tvivl om. Kærlighed er det vigtigste for os alle sammen, og man vil gerne følge nogle mennesker, som ægte gerne vil finde kærligheden.«