Den kendte journalist Jonna Dwinger døde juleaftensdag. Hun blev 88 år gammel, skriver b.dk.

Hun var en sagførerdatter fra Skive, der blev ansat på Politiken året efter anden verdenskrig. Her var hun blandt andet korrespondent på avisens Londonredaktion i 50erne. Men hun er endnu bedre kendt, elsket og berygtet som en af landets mest toneangivende madanmeldere gennem 25 år.

Det rygtes, at hendes portræt hang i adskillige køkkener på restauranterne rundt omkring, så personalet kunne genkende den »frygtede« anmelder.

Og selv i hendes senere år var hun aktiv og opsøgende som journalist:

- I 1996 fik hun køkkentjans hos Jean-Louis Lieffroy på Falsled Kro, hvor mesteren satte hende til at ordne løg, skrælle kartofler, snitte bønner. Mange bønner i mange timer. Det tog hun som en oplevelse og skrev morsomt om det i artikelserien »Fra en køkkenpiges dagbog« skriver Edel Hildebrandt i Politikens nekrolog tirsdag.

Hildebrandt fortsætter med en anekdote om 73-årige Dwingers indtog på Roskilde Festivalen i 1996:

- [Hun] anmeldte en god del af de 70-80 madboder på området. Fra Køge Håndboldklubs paella til spejdernes bagte kartofler »med chili og peberfrugter og minsandten kanel« og Bananrepublikkens økoburgere, fortæller Edel Hildebrandt. 

Hun modtog en række rejser, hæder og legater for sit arbejde. Hun var desuden selv en glimrende kok, lyder det, og udgav i 1978 bogen »Mit Sommerkøkken« i samarbejder med Ebbe Mørk.

Berlingskes egen madskribent og journalist fra AOK, Else Bjørn, var også fuld af beundring over for den legendariske madanmelder, skriver b.dk.

- Jeg redigerede hendes anmeldelser, da jeg arbejdede på iByen. Har spist med hende på Formel B i Kirks tid og haft hende til middag. Mange syntes, hun var en snob eller en skør gammel dame. Men hun var bedre selskab end mange af mine jævnaldrende, og jeg fortryder, at jeg ikke fik lavet et stort interview med hende, om bl.a. hendes tid som korrespondent i London på et tidspunkt, hvor kvinder i journalistik kunne tælles på få hænder, skrev Else Bjørn sent juleaften på Facebook.