Flere medier kunne mandag bringe den triste nyhed om, at den amerikanske skuespillerinde og legendariske Bond-pige Tanya Roberts var død.

Nu viser det sig, at hun stadig er i live – og at det hele tilsyneladende skete på grund af en misforståelse.

Det skriver flere udenlandske medier som nyhedsbureauet AP og New York Times.

»Det er en menneskelig fejlkommunikation,« forklarer skuespillerindens manager, Mike Pingel, til New York Times og fortsætter:

Her ses et billede af Tanya Roberts sammen med Roger Moore.
Her ses et billede af Tanya Roberts sammen med Roger Moore. CAP/PLF

»Folk har skrevet så smukke historier om hende. Det er en skam, at det er sket.«

Den 65-årige Tanya Roberts er mest kendt for sin rolle i James Bond-filmen 'A View to a Kill', hvor hun spillede Bond-pigen Stacey Sutton over for Roger Moore, der i filmen havde sin sidste rolle som James Bond.

Til nyhedsbureauet AP fortæller manageren, at skuespillerinden klokken 10 mandag endnu var i live, efter han først havde fortalt, at hun var sovet ind søndag – men hun er i 'dårlig tilstand', forklarer han.

Tanya Roberts blev indlagt på Cedars-Sinai Medical Center i Los Angeles den 24. december, efter hun var faldet om i sit hjem.

ARKIVFOTO af Tanya Roberts.
ARKIVFOTO af Tanya Roberts. CHRIS DELMAS

Misforståelsen om hendes tilstand opstod tilsyneladende, efter hendes mangeårige partner, Lance O'Brien, besøgte hende på hospitalet søndag, efter hun fik sepsis (blodforgiftning, red) som følge af en infektion.

O'Brien har på grund af coronasituationen ikke haft mulighed for at besøge hende før under indlæggelsen, men søndag fik han lov, og ifølge ham har lægerne forklaret, at hendes tilstand ser sort ud.

Efter besøget fortalte han manageren, at han »lige havde sagt farvel til hende«, hvilket gav Mike Pingel det indtryk, at hun var sovet ind.

»Jeg var et følelsesmæssigt vrag,« forklarer Lance O'Brien til New York Times om den samtale, han efterfølgende havde med manageren.

Ikke længe efter begyndte han at modtage beskeder på sin telefon om, at Tanya Roberts var gået bort, da manageren fejlagtigt havde fortalt flere medier, at hun var død.

Selvom hun endnu meldes at være i live, ser »det ikke godt ud«, forklarer Mike Pingel dog til People.

»I øjeblikket ser det ikke godt ud. Det er meget alvorligt. Hav hende i jeres bønner,« siger han.

Udover sin rolle i Bond-filmen er Tanya Roberts især kendt for sin rolle som Donna Pinciottis mor, Midge, i den populære tv-serie 'That '70s Show' samt for sin årelange rolle i tv-serien 'Charlie's Angels', hvor hun spillede karakteren Julie Rogers.