Afsløringer om dårlige arbejdsforhold hos dagligvarefirmaet Nemlig.com er myldret frem i den seneste tid.

Firmaet har de seneste år vundet indpas hos danskerne – blandt andet ved hjælp af reklamer med kendte danskere. Nu tager én af dem afstand fra firmaet.

Le Gammeltoft, ejer og CEO hos mediet Heartbeats, reklamerede i 2019 for virksomheden. En reklame, der fortsat kan ses på Nemlig.coms YouTube-side.

»Jeg fortryder ikke reklamen, for jeg har ikke haft nogen anelse om, hvordan det har kørt, men jeg er skiftet til Coop Danmark, efter de her nyheder er kommet ud, for det har jeg ikke lyst til at bakke op om,« siger Le Gammeltoft til B.T.

På lageret hos Nemlig.com.
På lageret hos Nemlig.com. Foto: Anne Bæk
Vis mere

Det er mediet Politiken, der har afsløret, hvordan Nemlig.com har givet bøder til chaufførerne, overvåget medarbejderne og sat krav om et umenneskeligt højt arbejdstempo.

Le Gammeltoft kalder de informationer, der er kommet frem, for dårlig ledelse og pointerer, at hun gerne betaler mere for leveringen af varer, hvis det sikrer ansatte bedre forhold. Nemlig.com leverer varer for helt ned til ni kroner.

»Jeg synes, det er under alt kritik, at man ikke behandler sine ansatte ordentligt,« siger hun.

Hun er fortsat meget afhængig af at få leveret sine dagligvarer, så hverdagen med børn og virksomhed kan glide nemmere. Dette var da også grunden til, at hun i sin tid deltog i reklamen for Nemlig.com.

»Jeg ville vildt gerne reklamere for Nemlig.com dengang, for jeg var en af de første til at bruge det, da de kom frem i sin tid, men som forbruger skal man også være oplyst, og det er jeg nu, så det betyder, at jeg bruger nogle andre leverandører.«

Hun har dog ingen planer om at rette henvendelse til Nemlig.com for at få fjernet reklamefilmen.

»Det handler jo om rettigheder, og der har jeg skrevet under på en kontrakt, så der er ikke så meget at rafle om.«

Danseren Silas Holst og tv-værten Felix Smith er to af de andre, kendte ansigter, som Nemlig.com har gjort brug af i deres markedsføring. Dette ligger dog, som det ligeledes er tilfældet med Le Gammeltoft, år tilbage.