Le Gammeltoft begyndte i skole, da hun var fem år, men hun var alle skoleårene højere end veninderne, der gerne drillede hende med at hun voksede ud af sine bukser. En succesoplevelse med en stil kom dog til at betyde meget for hendes liv.
1. En rigtig akademikerfamilie
Her var jeg lige blevet født, og min storebror Martin på to et halvt år kiggede på mig. Jeg er vokset op i Lyngby, hvor vi først boede ved Lyngby Sø og dernæst lige ved Dyrehaven, ved Fortunen. Min mor Michala var og er stadig læge, helt præcist dermatolog, og min far, Simon, var gastromediciner og forskede i mavesår, i dag er han pensioneret. Jeg voksede op i en privilegeret akademikerfamilie med stor nysgerrighed på kultur, og vi rejste mange steder rundt i verden. Og så har der været musik i huset, jazz, opera og rock og vi havde altid venner på besøg – der var præster, forfattere ,og der blev diskuteret højlydt og grinet ved bordet. Der skete altid noget, vi sumpede aldrig i sofaen. Det var kun lige TV-Avisen, vi så på vores sort-hvide tv. Og vi var tit på Sofieholm i Lyngby, hvor der var udstillinger. Det lå i kortene, at jeg skulle ha’ en uddannelse, eller i hvert fald en god plan.
2. Varm om hjertet
Her stod min mor med mig. Det billede elsker jeg, for jeg ligner mine egne babyer, og min mor ligner mig. Når jeg har sat det billede på sociale medier har alle troet, det var mig og min datter. Det gør mig varm om hjertet, at jeg kan se mine forældre i mine piger, og jeg kan også se min mand og hans forældre, jeg synes det er så smukt. Og den dag, min far og mor ikke er her mere, vil jeg stadig kunne se dem i mine børn. At man på den måde har nogle tydelige tråde mellem generationerne. Fra mine tidlige år husker jeg nogle dramatiske ting, som at jeg faldt ned af trappen og slog hul i øjenbrynet og fik et sommerfugleplaster på, og det hele var o.k., efter jeg havde fået en skål popcorn. Jeg var temperamentsfuld, vred og utålmodig, ikke altid lige nem.
3. Rigtige vintre
Jeg nød de mange lange, kolde vintre, hvor min bror og jeg kælkede i timevis i haven. Jeg havde Moonboots på hver dag. Dengang havde vi ægte vintre – de sidste mange har været varme. Ærgerligt, at vi har ødelagt det for os selv. Jeg håber, mine børn kommer til at opleve det en dag.
4. Gnisten kom sent
Jeg var kun fem år, da jeg begyndte i skole, men jeg var allerede dengang høj, og i syvende-ottende klasse var jeg nået til 182 cm. Jeg var hurtigt udvokset og altid yngre end dem min omgangskreds. Jeg gik på en supergod skole, Lyngby Privatskole, men det var først i ottende klasse, jeg begyndte at interessere mig for skolegangen, efter jeg havde fået min første succesoplevelse. Jeg skrev en dansk stil, der tog udgangspunkt i oplevelser i mit eget liv og med et billede på, og det har fulgt mig resten af livet. Jeg fandt ud af, at jeg var god til noget med ord, og når jeg var interesseret i noget, blev jeg også bedre til det. Det tog mig mange år at få tændt den gnist.
5. Meget lange ben
Da jeg var 12 år, var jeg meget høj og umoden og blev kaldt Stankelben. Når man er høj, forventer folk mere af en og en anden modenhed, derfor blev jeg ofte misforstået. Min mor sagde til mig: Du vinder, når du bliver ældre, for du har noget andet at byde på, når du finder dig selv.« Jeg var som regel også højere end drengene i de år, men min første kæreste, som jeg fik nogle år senere, var kun lidt lavere end mig. Men jeg var ikke så god til at ha’ kærester, først da jeg kom op i tyverne, fandt jeg ud af at være sammen med en, der var så tæt på én. Jeg havde det svært med sårbarhed. I klassen blev jeg også kaldt Stumpebuks, fordi jeg altid voksede ud af mine bukser. Pigerne holdt op i deres bukser og sagde: »stumpebukser, stumpebukser, Le hun går med stumpebukser«. Jeg havde meget lange ben, og det er så blevet en fordel, det er jo ikke noget, man er ked af, når man bliver voksen. I timerne forstyrrede jeg meget, jeg var tit på rektors kontor, jeg havde det med at få grineflip, og var meget ukoncentreret og røg uden for døren. Det var svært for mine lærere at gøre mig interesseret i stoffet. Når jeg er ukoncentreret, er jeg ikke særlig sød, og sådan var det også i skolen. I fritiden underviste jeg og mugede ud og fodrede heste på Ibstrup Rideskole på Jægersborg Allé og jeg gik til klaver. I gymnasiet købte jeg en elguitar, men jeg blev aldrig rigtig god til det, så det opgav jeg igen.
6. Sommerskole i Frankrig
Sommeren mellem 1. og 2. g. var jeg på sprogskole i Nice. Mine forældre har altid sørget for at vi kom ud at opleve verden og nye kulturer, og her var jeg alene af sted. Jeg fik venner fra USA, Korea, og de franske drenge syntes, det var interessant med de danske piger, der kom derned. Jeg fik nogle fede oplevelser dernede og lærte at stå på egne ben. Det med at skulle møde om morgenen og stå på egne ben. Det var fedt for mig; jeg kunne godt klare mig selv.
7. Aldrig bange for at arbejde
Efter jeg havde set filmen ’Sense and sensibility’ (Fornuft og følelse) blev jeg enig med mig selv om, at jeg ville til England, efter jeg var blevet student, og ride ud over de store grønne marker. Jeg var jo i forvejen en hestepige og havde arbejdet på Ibstrup Rideskole i Jægersborg, og kom til at arbejde i stalden fra tidlig morgen. Jeg havde nærmest ingen fridage og min arbejdskraft blev udnyttet, men det var sundt at prøve. Man skal aldrig være bange for at arbejde.
8. Sov i ørkenkulden
Her var jeg med min far og storebror i Jordan i slutningen af 90erne. Min far inviterede os på den tur, hvor vi var af sted med jordanske guider og vi slog lejr og overnattede i ørkenen. Og der blev iskoldt om natten, det var nærmest frost om natten , vi sov med alt vores tøj på. Det var første gang, jeg oplevede ørkenkulden. Om aftenen fortalte guiderne om deres liv og om, hvordan det var at bo i Jordan, det var virkelig spændende. Min far har altid været supergod til at få os ud i verden. Man skal huske at komme ud at opleve nogle andre kulturer. Min bror Martin er i dag økonom og arbejder for en islandsk nystartet virksomhed indenfor ’big data’.
9. En win win-situation
Min storebror og jeg var på Malta i 1997-98, hvor vi besøgte hans ven Claude. Min bror og jeg har haft det sjovt sammen, for vi har kunnet gå til fester og i byen sammen, da vi begynde at studere. Hans venner syntes, jeg var interessant, og de var alle sammen også høje nok. Min bror Martin var som en bodyguard for mig, og mine veninder var jo også interessante for ham og hans venner. En win win-situation.
10. ’Tag dig sammen’
Jeg arbejdede på Voice TV, og i samme bygning sad Kenneth Bager og to piger, der kaldte sig Delicious. Jeg havde det med, at jeg kunne ikke synge, spille klaver eller guitar, men jeg kunne li´ musik og havde et godt bagkatalog. Jeg syntes, det var ret skægt at kunne spille musik på den måde som dj, så jeg købte et anlæg og havde det stående hjemme i lang tid. Holdt fester, hvor det blev brugt. Og på et tidspunkt sagde en kollega på Universal Music: Nu må du tage dig sammen: Du kommer ned og spiller på Gefährlick på torsdag, og så er det dit første dj- job. Der spillede jeg sammen med Mikael Simpson i 2005. Jeg blev grebet af det, det var sjovt, og så skulle jeg også noget, når jeg skulle i byen. Så skulle jeg ikke stå og smalltalke oppe i baren.
Man bliver jo helt høj af at være dj, den der fornemmelse af at gøre aftenen speciel for nogle mennesker. Den glæde, musikken kan skabe, betyder, det er et fællesskab, vi står alle sammen sammen, lige meget hvor vi kommer fra og hvilket sprog vi taler lige nu og forstår den musik på samme tid. Som dj forsøger man at spotte stemningen i lokalet, ikke lave en fuser ved at sætte heftig dansemusik på, men at gribe den på det rigtige tidspunkt. Nogle gange går det også anderledes som dj, man spørger sig selv, hvorfor har I dog bedt om, at jeg skulle komme, I kunne lige så godt have sat en plade på, når folk gør det mere for showets skyld, men ingen danser, de vil hellere tale sammen og networke. Så får de musik og stemning, der passer til det.
11. Empati er vigtigt
Jeg kan genkende mig selv i mine egne børn – den barnlige surmulen og temperamentet. Jeg opdrager dem til at være nogle ordentlige mennesker, der kan begå sig i verden. De skal lære at tage ansvar og have empati. Det er en stor opgave. Jeg tror, empati er noget, børn skal lære. Jeg prøver at gøre dem opmærksom på at være taknemmelige for deres liv, hvor vi ikke mangler noget. Sammen samler vi ind til Red Barnet. Og vi laver hvert år en julekalender med 24 pakker, som vi sender anonymt til en, der ellers ikke ville få pakkekalender derhjemme. Mine børn er femethalv-årlige Filippa og den lille på halvandet, Lilja.
12. Svært at miste Keld
Keld Tolstrup har betydet meget for mig og min karriere, han tog mig under sine vinger og tog mig med ud på nogle store dj job, så han har været med til at lave brandet Le Gammeltoft. Jeg skylder ham en stor del af æren for karrieren og min tro på mig selv. Han havde problemer med hjertet, og lige pludselig døde han. Det at miste Keld, har jeg meget svært ved at komme mig over.
