Den amerikanske tv-stjerne Isaiah Stokes blev fredag anholdt i forbindelse med en drabssag.

Ifølge anklagen skal den 41-årige skuespiller, som blandt andet er kendt fra krimiserien 'Law & Order: Speciel Victims Unit', have skudt en mand i New York i februar.

Det skriver flere amerikanske medier, heriblandt CNN og USA Today.

Ifølge medierne er offeret i sagen en 37-årig mand ved navn Tyrone Jones.

Motivet bag drabet er endnu uvist, men ifølge anklageskriftet skal Isaiah Stokes have affyret intet mindre end 11 skud mod en parkeret bil 7. februar.

I bilen sad Tyrone Jones, som mistede livet som følge af skaderne.

Politiet skal angivelig være i besiddelse af video fra overvågningskameraer, som skal have opfanget Isaiah Stokes forlade sin egen bil for derefter at gå hen til førersiden af den parkerede bil og affyre de mange skud.

Isaiah Stokes er – udover Law & Order' – kendt fra tv-serier såsom 'Boardwalk Empire' og 'The Americans'.

Det har endnu ikke været muligt for de amerikanske medier at få en kommentar fra skuespillerens talsperson.

Det er ligeledes uvist, om han har en forsvarsadvokat på nuværende tidspunkt.

Hvis Stokes bliver kendt skyldig, kan bliver idømt fængsel på mellem 25 år og livstid.

Næste retsmøde i sagen finder sted i denne uge.