Skuespilleren er mor til to, fraskilt og har mødt sit livs kærlighed for fjerde gang

Nogle mener, man skal skamme sig lidt, når man gifter sig to gange og bliver skilt lige så mange, inden man fylder 40. Det gider Laura Drasbæk ikke. Og hun gider heller ikke undskylde, at hun bad ’Vild med dans’-dommerne ’skide i havet’, da de smed hende ud af finalen i 2010. Ligesom hun ikke kryber langs murene, fordi hun faldt for en mand, der forinden havde brudt med sin kræftramte kone.

37-årige Laura Drasbæk øver sig på ikke at bekymre sig. Og egentlig forsøgte hun også at holde skrupler og andres mening fra kroppen, da hun sidste sommer faldt for sin bedste ven, stuntmanden Lasse-Spang Olsen.

Forelskelsen kom som et japansk hurtigtog. Det var overvældende, overraskende og stærkt. Fandens kompliceret, men helt umuligt at springe af. Og så kom pressen. Fortalte om stuntmanden og dansedronningen. Om hans kræftsyge hustru og teenagedøtre. Hendes to børn og lige så mange skilsmisser.

Så stærkt så rigtigt

- Jeg kan ikke forklare det... Pludselig blev jeg genert over alt det, der før havde været så naturligt. Jeg lagde mærke til hans overkrop gennem blusen. Det begyndte i mig, og han kunne nok mærke det fra mig. Der kom pludselig en anden undertone. Det kom som et japansk hurtigtog. Det var så stærkt... og bare så rigtigt, siger Laura Drasbæk og holder en pause.

- Og kompliceret.

Ordene falder i hendes lyse, rustikke fjerdesalslejlighed på Nørrebro. Det var her, hun boede med sine to drenge, Albert på 9 og Vilfred på 6, da det skete.

Han til gengæld boede - og bor - på en gård i Birkerød nord for København med sine to teenagepiger, Tallulah og Fiona - og vinteren forinden også med døtrenes mor, smykkedesigneren Josephine Bergsøe. De havde været gift i 19 år, og Josephine var netop kommet ud på den anden side af et opslidende kræftforløb, da de i februar sidste år meddelte pressen, at de skulle skilles.

Trekantsdrama, nej tak

Da Laura og Lasse et halvt år senere trådte frem i offentligheden, sved rygterne om utroskab, og Lasses velmenende støtte til Laura under ’Vild med dans’-finalen 2010 blev brugt som dokumentation. Både Lasse og Laura fandt det voldsomt intimiderende, at andre bildte sig ind at vide, hvordan deres liv så ud indefra. Og Josephine udtalte siden, at hun hadede at blive gjort til stakkel.

- Jeg tænkte da af og til ’Gud, hvad har jeg kastet mig ud i?’ For det var problematisk. Lasses kone havde lige været igennem et sygdomsforløb, de havde brudt, og der stod to teenagepiger. Jeg tænkte: Bare de ikke tror på alt, de læser. Journalisterne var efter os i lang tid og meget tidligt i forløbet. Virkelig aggressive. De udlagde det som et trekantsdrama, og det var simpelthen så tarveligt, siger hun tydeligt indigneret, mens hun erindrer episoden.

- Jeg havde lyst til at åbne min dagbog og skrige: Se, sådan skete det. Ikke som de troede.

Men hun holdt sig i skindet. Gudskelov. For ve det barnebarn, der er en dag finder hendes ucensurerede erindringer, som hun siger. De driver af kærlighed, mænd, forelskelse og frygten for fremtiden. Men der står stort set intet om det, der betyder allermest i hendes liv, nemlig hendes børn.

Men mænd har vigtige pladser i hendes liv, erkender hun. Og beskriver, hvordan de ligger i bobler. De fire år med sin ungdomskærlighed, ’Sommer’-skuespiller Lars Ranthe, ligger i en lille boble. I den næste - og største - ligger faderen til hendes børn, skuespilleren Gerard Carey Bidstrup, som hun mødte i 2000 og var gift med frem til 2007. I en lidt mindre ligger Kashmir-forsangeren Kasper Eistrup, som hun forelskede sig i under sit første ægteskab, men blev skilt fra efter et års ægteskab i 2009. I den nyeste ligger Lasse.

- Jeg kan mærke, at nogle synes, jeg burde skamme mig over det. Hvorfor det? Jeg fortryder ikke mine mænd. Jo, jeg fortryder, at jeg ikke kæmpede mere dér, hvor der var børn. I mit første ægteskab. Det piner mig, at mine børn blev skilsmissebørn. At de skulle lide under mit valg. Selv om de trives, er jeg ked af, at de skal rykkes fra sted til sted, siger hun og gentager, at dét er hun ’fandeme ærgerlig’ over.

Og så er hun ærgerlig over, at hendes andet ægteskab, med Kasper Eistrup, ikke fik en ærlig chance. Fordi de begge have sårede kærester i kølvandet.

Cigaretter og rødvin

- Vi havde brug for at manifestere vores kærlighed, fordi det var så hårdt, og fordi mange var imod det. Kasper fik aldrig rigtig en chance, fordi jeg faktisk slet ikke var ovre skilsmissen fra min første mand. Jeg var kronisk ked af det i tre år. Nærmest depressionsagtig. Jeg hørte dyster musik, røg cigaretter, drak rødvin og tænkte kun på at sove. Det var sorgen over at have skadet mine børn, har jeg fundet ud af. Og over at såre deres far, som jeg elsker rigtig højt.

I 2009 flyttede Laura fra Kasper.

Først da hun rigtigt landede i sin Nørrebro-lejlighed oven på en forløsende ferie til Thailand med sine børn og deres far, faldt hendes liv i hak igen. Hun kalder det en tyk kliché, men sorgen lærte hende at leve i nuet.

Ikke bekymre sig så meget. Om hun kan blive en god papmor for næsten voksne piger. Om hun skal flytte op på Lasses gård, nu hvor de jo faktisk har været sammen et års tid. Om de skal have børn sammen.

Nu er det for altid

Det er den slags, der efterfølges af spørgsmålstegn i dagbogen. Til gengæld ved hun, at hun har sagt ’ja’ for sidste gang.

- Tre gange, inden jeg er fyldt 40. Det ville være lidt patetisk, ikke?

Hun sukker og griner.

- Børn. Puh... Lasse og jeg er efterhånden for gamle, synes jeg. Men jeg har dage, hvor jeg tænker ’nu skal det være’. Nu flytter jeg derop og laver et barn. Vi kan nå to, inden det er for sent.

Hun griner igen. Siger, at sådan var hun ’fandeme’ ikke for fem år siden. Glad, rolig og så ubekymret. Egentlig synes hun ikke, hun har lært en skid. Og så alligevel.

- Jeg er det bedste sted i mit liv. Og det er vigtigt, at jeg bare er. Her. Alene med mine børn. Det har jeg trods alt lært at være tålmodig. Ikke have så travlt med at komme videre. Man får også en mental træthed efter et brud. Det slider at miste et menneske og lære et nyt at kende. Nu har jeg lyst til, at det skal vare for evigt. Den kapsel med Lasse stopper først dér, hvor vi ikke er her længere.