Michael Laudrup bliver næsten-nabo til Peter Schmeichel og Lars Løkke Rasmussen.

Selv om han egentlig er arbejdsløs, så er det intet problem for Michael Laudrup at gribe dybt i lommen.

Således har fodboldkoryfæet og konen Siw netop købt en lejlighed for 14.530.377 kr. på Strandgade i København.

Det skriver Se og Hør, og BT har også selv fundet tinglysningsdokumenterne, der bekræfter handlen.

Heraf fremgår det, at Michael og Siw ejer hver sin andel af lejligheden, og at skødet er fra november sidste år.

Derudover fremgår det også af tinglysningen, at parret ’kun’ har lånt 8.453.000 kr. for at købe lejligheden. Resten må formodes at være betalt i rede penge.

For de næsten 15 mio. kr. er det gedigen luksus, parret får.

Lejligheden er en del af et lejlighedskompleks, som er kåret til ‘verdens bedste boligbyggeri’ på den internationale ejendomsmesse MIPM. Det er ifølge bygherren NCC byggebranchens svar på en Oscar-statuette. Prisen har byggeriet blandt andet vundet, fordi det er bæredygtigt og svanemærket.

Lejligheden er på 151 m2 og ligger med direkte udsigt ud over Nyhavn.

Michael Laudrup, der sidste år stoppede som træner for klubben Lekhwiay i den arabiske golfstat Qatar, stod dog langtfra akut boligmangel.

Således har han i forvejen en stor strandvejsvilla i Vedbæk nord for København på 426 m2, som dog i øjeblikket er lejet ud. Huset har tidligere været til salg til 38 mio. kr., men blev ikke solgt. Derudover har Michael Laudrup blandt andet også et 121 m2 stort sommerhus i Dronningmølle i Nordsjælland.

Med købet af lejligheden kommer Laudrup til at bo tæt på sin tidligere landsholdskollega Peter Schmeichel, der bor på Heibergsgade lige ved Nyhavn med sin kæreste Laura von Lindholm. I samme kompleks bor i øvrigt en anden VIPer nemlig statsminister Lars Løkke.