Den kendte kjoledesigner Lasse Spangenberg havde natten til søndag indbrud i sin forretning på Strøget, mens han selv var til bryllup. Han blev klokken halv fem vækket af et opkald fra vagtcentralen, der meddelte, at alarmen var gået.

»Det var en frygtelig oplevelse. Jeg tænkte, at der måtte være sket en fejl i alarmen, det kunne ikke passe. Men da jeg dukker op i butikken, kan jeg se, at alt i min butik var brækket op, dørene var smadret og karmene var slået af,« siger Lasse Spangenberg til B.T.

Lørdag aften havde Lasse Spangenberg ellers brugt i festligt selskab, da han var til bryllup hos Camilla af Rosenborg, hvis brudekjole han havde syet.

Blot tre timer efter han kom hjem fra brylluppet, fik han meddelelsen.

»Jeg er ked af det, og det er rigtig ubehageligt det, der er sket. Det tyder på, at tyvene har været her før, fordi en almindelig tyv ville have taget det hele, men de her er gået efter skjulte kontanter i skabe og skuffer,« siger Lasse Spangenberg, der leverer kjoler til både kendte og kongelige.

Alt i alt vurderer kjoledesigneren, at der er blevet stjålet for mere end 100.000 kroner.

»De har stjålet noget Georg Jensen, som jeg havde stående i butikken, store kontantbeløb, kjoler og privat tøj, som jeg havde liggende, fordi jeg havde skiftet tøj inden brylluppet i butikken,« siger Lasse Spangenberg.

Ingen af designerens bestillingskjoler er blevet stjålet, men indbruddet har givet ham ekstra sved på panden.

Lasse Spangenberg står nemlig overfor et kæmpe oprydningsarbejde samtidig med, at han skal lave kjoler til minister Inger Støjberg og Pia Kjærsgaard færdige.

Lasse Spangenberg har efter indbruddet lavet et Facebook-opslag, hvor han skriver om den ubehagelige oplevelse.

»Jeg vil ikke gå viralt, men jeg blev sur over denne oplevelse, og jeg er skuffet over, at politiet ikke rykkede ud til butikken, men i stedet skulle jeg udfylde en blanket på deres hjemmeside,« siger Lasse Spangenberg.

Efter kjoledesigneren har delt Facebook-opslaget har han modtaget flere støttende beskeder og blomster fra venner og bekendte.

Døren til Lasse Spangenbergs butik var brækket af.
Døren til Lasse Spangenbergs butik var brækket af. Foto: Privat
Vis mere
I alt vurderer Lasse Spangenberg, at der er blevet stjålet ting for over 100.000 kroner i butikken.
I alt vurderer Lasse Spangenberg, at der er blevet stjålet ting for over 100.000 kroner i butikken. Foto: Privat
Vis mere
Tyvene har stjålet kjoler hos designer, men ingen af de forbestilte kjoler blev taget.
Tyvene har stjålet kjoler hos designer, men ingen af de forbestilte kjoler blev taget. Foto: Privat
Vis mere
Alarmen gik natten til søndag klokken 4.32.
Alarmen gik natten til søndag klokken 4.32. Foto: Privat
Vis mere