Tidligere i august kunne Line Hoffmeyer, der er gift med Lasse Rimmer, fortælle, at parret stadig ventede på at komme i fertilitetsbehandling.

Men nu er der altså endelig godt nyt.

Det afslører Line Hoffmeyer i et opslag på Instagram, hvor hun har delt et billede af nogle piller:

'Første tur på babymageriet er veloverstået. Det har været en dag med en del blandede følelser på spil.'

På sin blog har Line Hoffmeyer fortalt mere detaljeret om sin dag, selvom hun på Instagram skriver, at det er lidt grænseoverskridende:

'Jeg var i mine følelsers vold, fordi jeg var nervøs. Jeg elsker, at så mange har skrevet “Tillykke” med at vi havde fået en tid i dag. For når man er der, hvor man har brug for hjælp, så vil man bare gerne have, at hjælpen kommer hurtigst muligt,' skriver Line Hoffmeyer på sin blog og fortsætter:

'Så derfor fejrede vi også, da den kom. Men tillykkerne rammer alligevel sjovt. Fordi det er tillykke med, at i får en hjælp, i så brændende ville ønske jer, i ikke behøvede.'

I starten af august skrev Line Hoffmeyer ellers, at der var op til 11 måneders ventetid på at komme i fertilitetsbehandling, og dengang forklarede hun også, at parret ikke kunne gå den private vej, da Line Hoffmeyer i 2012 fik foretaget en hjertetransplantation.

Line Hoffmeyer og den 48-årige komiker Lasse Rimmer blev forlovet i november 2017, efter at have været kærester i lidt over to år. I august 2019 sagde de to ja til hinanden ved et stort bryllup i Aarhus.