Line Hoffmeyer har med sit helbred været igennem mere end de fleste.

Og nu er der endnu en udfordring for influenceren, der er gift med den knap tyve år ældre komiker Lasse Rimmer.

Det afslører Hoffmeyer på sin Instagram-profil. Hun har været til scanning for tredje gang, hvor det har vist sig, at der stadig er en godartet cyste i hendes venstre æggestok.

En cyste, som spærrer for, at parret kan gå videre med deres drøm om at blive forældre til deres fælles barn.

Lasse Rimmer og Line Hoffmeyer blev gift i august 2019.
Lasse Rimmer og Line Hoffmeyer blev gift i august 2019. Foto: LINDA KASTRUP
Vis mere

'Jeg troede faktisk, den var væk i dag, og jeg orker ikke at tænke på, hvor længe den i sidste ende har tænkt sig at tage ophold i mit underliv,' skriver den populære Instagram-personlighed i sit opslag, hvor hun fortsætter:

'Så nu krydser jeg altså lige fingre for, at æbleskiver, risengrød og brun sovs på magisk vis er lige præcis dét, der jager den væk.'

Line Hoffmeyer har haft andre større helbredsudfordringer i sit liv. Hun blev efter et længere sygdomsforløb hjertetransplanteret, og folk, der lever med et kunstigt hjerte, har en forventet kortere levetid.

Hun har tidligere forklaret, at hun er bange for at gå glip af ting på grund af sit helbred. Og nu er kendissen altså klar til en af de helt store oplevelser i livet. At blive forælder.

Lasse Rimmer og Line Hoffmeyer var planlagt til at starte hormon- og inseminationsbehandling, men det må de vente med.

Noget, som Hoffmeyers læsere har taget til hjerte. De har sendt flere velmenende, men ifølge hovedpersonen uønskede, råd i hendes retning.

»Jeg ved godt, der er gode intentioner, når folk skriver det her, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at folk åbenbart sidder og tænker, at de er mere kompetente til at rådgive mig, selvom de ikke har set mit underliv, og selvom de ikke er læger,« siger influenceren i en story på sin Instagram.

»Så tænker de, 'jeg er mere kompetent end en læge.' Det er jo fjollet. Og jeg synes, det er sødt, og jeg ved også godt, det ikke er det, I tænker, men I må lægge jeres lid til, at jeg har læger og sygeplejersker, som træffer informerede valg på mine vegne.«

Nogle af de forslag, som bliver sendt i Line Hoffmeyers retning, går på, at kendissen kan få opereret cysten væk, eller den kan gå væk, hvis hun tager p-piller.

Man kan se, at hun efter sin tur på fertilitetsklinikken er nedslået over nyhederne. Hun havde sat næsen op efter noget andet, forklarer hun.

»Det er ikke min dag i dag, og jeg havde måske også sat mine forventninger lidt for højt. At den der cyste bare skulle være væk, og så skulle vi i gang. Det var den så ikke,« siger Hoffmeyer.

»Det er ikke sådan, jeg har sat mig til at græde over det, men jeg har ikke lige haft så meget tålmodighed.«

Hun siger i sin video, at hun har isoleret sig i køkkenet, hvor det triste humør blev behandlet med musik og sysler med en juledekoration.

Lasse Rimmer har to teenagepiger fra et tidligere forhold, som bonusmoren med egne ord 'knuselsker'.

B.T. har været i kontakt med Line Hoffmeyer, som ikke ønsker at uddybe sine opslag yderligere.