Lasse Rimmer delte torsdag en meget personlig historie. Og det gjorde han i den gode sags tjeneste.

Hans far er nemlig blevet opereret for en kræftsvulst, og selvom operationen er gået godt, og svulsten er væk, så er livet alligevel ændret.

'Min far er 69 år. Ikke at det betyder det store. Der er alligevel aldrig en god alder at høre lægerne konstatere, at “den sidder rigtig besværligt” om en svulst. Det gør den heldigvis ikke længere, svulsten, for en operation har tilsyneladende fået det hele med,' lyder det indledningsvist i opslaget, som fortsætter:

'Han kommer aldrig til at ligge ned og sove igen, for det kostede også den maveklap, der holder på mavesækkens indhold, så det ikke løber tilbage i spiserøret.'

Derefter forklarer Rimmer, hvorfor han fortæller om sin fars operation. For komikeren har valgt at dele oplysningerne af en helt særlig årsag.

Han understreger nemlig med historien, at det er meget vigtigt, folk bliver ved med at opføre sig fornuftigt, så coronaen spredes så lidt som muligt, indtil der en dag er en vaccine. Han fortsætter sit opslag:

'Kombinationen af afsluttende kemo og corona er barsk for både ham og min mor. De sidder i lejligheden, får indkøb bragt og tør ikke se nogen - heller ikke børn eller børnebørn,' skriver han og uddyber:

'Det er altså ikke slut endnu, det der corona. Så indtil en vaccine ankommer, så husk stadig lige, at det handler ikke om, om du selv kan tåle at blive smittet. Det handler om, om du smitter en, der ikke kan tåle det.'

Lasse Rimmer og Line Hoffmeyer (arkivfoto).
Lasse Rimmer og Line Hoffmeyer (arkivfoto). Foto: LINDA KASTRUP
Vis mere

Sådan lyder det fra den 48-årige tv-vært og komiker, som også i andre dele af livet har coronaens alvor tæt inde på livet. Han har nemlig meldt afbud til en række shows af hensyn til sin kone.

'Jeg har glædet mig til at optræde i Præstø og Holbæk i denne uge. Og på Comedy Zoo i weekenden i næste uge. Jeg elsker samtidig min hustru meget højt, og hendes immunforsvar ville slet ikke tåle at blive smittet med COVID-19,' meldte Lasse Rimmer ud i marts.

'Hun vil dø, hvis hun bliver smittet. Helt enkelt,'  lød det.

Lasse Rimmers tyve år yngre kone, Line Hoffmeyer, er hjertetransplanteret og må tage medicin, for at kroppen ikke frastøder det fremmede organ. Medicinen medfører dog også, at hendes immunforsvar er svækket.