Så blev det Lasse Rimmers tur til at sige ja til sin eneste ene.

På den store komiker-bryllupslørdag, hvor først standupveteranen Thomas Hartmann klokken cirka 14 sagde ja sin kæreste på Københavns Rådhus, blev kollegaen Lasse Rimmer senere på eftermiddagen gift med sin 20 år yngre kæreste, Line Hoffmeyer, ved et stort anlagt bryllup i Aarhus.

Bryllupsfesten bliver afholdt i Park 13 – Danmarks japanske have, og netop på grund af det 'konkurrerende' komikerbryllup i København har der formentlig været et par udfordringer med hensyn til gæstelisten.

Parret, der skulle have været gift i fjor, men måtte udskyde det på grund af 'en masse praktisk bøvl', har tidligere fortalt, hvorfor det skulle være en borgerlig vielse. Line Hoffmeyer er nemlig født med et for stort hjerte, hvilket betyder, at hun lever på lånt tid.

Af den grund betyder den klassiske bryllupssætning 'til døden os skiller' noget meget bogstaveligt i deres tilfælde.

»Vi skal giftes borgerligt, og det gode ved det er, at så kan man finde en anden måde at formulere det på,« har Lasse Rimmer tidligere sagt til B.T.

Her fortalte han også, at parret glædede sig meget til den store dag.

»Det skal først og fremmest være en fest. Vi glæder os helt vildt,« lød det fra komikeren, der har været sammen med Line Hoffmeyer de sidste fire år.

Lasse Rimmer – om at skabe et nyt standupshow om et trist emne: hans kæreste, Line Hoffmeyers, dårlige hjerte.
Lasse Rimmer – om at skabe et nyt standupshow om et trist emne: hans kæreste, Line Hoffmeyers, dårlige hjerte. Foto: LINDA KASTRUP
Vis mere

Op til den store dag har de været adskilt, så Lasse Rimmer først kunne se sin brud ved vielsen. Han har tidligere fortalt på Instagram, at det var ham, der fandt stedet for festen.

Brylluppet arrangeres af samme firma, der blandt andet stod for musikeren Mads Langers bryllup.

På deres Instagram-profil har man de sidste mange uger kunnet følge med i planlægningen af festen – blandt andet har Jesper Søvndal, der var finalist i 'Den store bagedyst' i 2017, stået for kagen.

Lasse Rimmer, der fyldte 47 i marts, har været gift en gang før og har døtrene Pippi på 16 og Hedvig på 12 fra det forhold.