Det er ingen hemmelighed, at der er store egoer blandt bandmedlemmerne af det ikoniske rockband Metallica. Og på et tidspunkt var den interne strid så heftig, at bandet formentlig var tæt på opløsning.

Nu fortæller Lars Ulrich, at metalfans over hele verden kan takke Mick Jagger og resten af Rolling Stones, for at de stadig kan rocke derud af i dag.

For mens bandet holdt en længere pause fra hinanden i starten af 00'erne, fik de et opkald:

»Da Rolling Stones ringede til os og sagde 'kom og spil nogle koncerter med os i Californien', blev vi enige om, at man ikke siger nej til The Stones. Så var det ligesom besluttet,« siger han ifølge The Sun.

Han fortæller, at det gav metaldrengene en god mulighed for at starte forfra. Dele af den hårde periode så man blandt andet i den prisbelønnede dokumentar 'Some kind of Monster' fra 2004.

Her fulgte man bandets arbejdsprocess og udgivelsen af St. Anger-albummet. Her var det særligt nogle hidsige diskussioner mellem Metallica-frontmand James Hetfield og Lars Ulrich, der gav et indtryk af, at noget var helt galt.

»Det er meget lettere at gå sin vej, hvis man er ligeglad, men heldigvis betyder Metallica så meget for os, at vi fandt en måde at få det til at fungere. Det er jeg glad for, at vi gjorde,« siger Lars Ulrich om den hårde periode.

Der er også sket meget, siden de udgav deres første album Kill 'em All i 1983. Lars Ulrich fortæller, at der selvklart er kommet mere ro over dem.

Lars Ulrich og Metallica gæster snart København. Og de kan vi blandt andet takke Rolling Stones for. (Arkivfoto/Scanpix)
Lars Ulrich og Metallica gæster snart København. Og de kan vi blandt andet takke Rolling Stones for. (Arkivfoto/Scanpix) Foto: FRANCOIS GUILLOT
Vis mere

Eksempelvis bliver der drukket mindre alkohol i hverdagen. Det er skiftet ud med løbebånd, proteinshakes og en vegansk kost.

Men den i dag 55-årige trommeslager fortæller dog, at der stadig er plads til en drink eller to. Men ikke i nært så store mængder som i Metallicas unge dage.

Og man kan egentlig godt forstå, at der ikke er plads et lige så stort forbrug af rusmidler som tidligere.

Det legendariske rockband kommer også snart til Danmark, hvor de spiller i Parken i København torsdag 11. juli. Her medbringer de et 300 mand stort hold og 75 lastbiler fyldt med udstyr til showet.