Der er mange holdninger til listen over Danmarks 100 rigeste. Mange rigmænd har ikke lyst til at snakke om den.

Andre synes dog, at det er sjovt at være med. Saxo Bank-stifteren Lars Seier Christensen hører til blandt sidstnævnte.

Han har været fast mand på listen i mere end otte år og indrømmer gerne, at han følger med i, hvordan det går de danske formuer:

»I starten var det spændende, da jeg første gang kom på. Dengang var der ikke mange, der kendte Kim (Fournais, red.) og mig, og det var da meget sjovt at markere, at vi er her altså også,« siger han og fortsætter:

»Men efterhånden betyder det mindre og mindre. Men jeg synes da, det er meget sjovt at følge med i, hvad der ellers rører sig på den liste. For mine egne forhold kender jeg jo bedre end de fleste.«

Da Lars Seier Christensen debuterede i den øverste ende af listen tilbage omkring 2012, blev han sammen med medstifteren af Saxo Bank, Kim Fournais, placeret på henholdsvis 12.- og 13.-pladsen, og de blev anslået til hver især at have formuer på 5,3 milliarder kroner.

Makkerparret raslede dog de efterfølgende år hurtigt flere pladser ned ad listen. Og det er der en god grund til:

»Dengang vi var oppe at runde 12.- og 13.-pladsen, var det en fejlvurdering af vores formue,« siger Lars Seier Christensen og tilføjer grinende, at han har oplevet en 'konstant deroute' siden.

Lars Seier har ikke noget imod at bruge penge på det, der gør ham glad – her ses han ved sit slot i Schweiz.
Lars Seier har ikke noget imod at bruge penge på det, der gør ham glad – her ses han ved sit slot i Schweiz. Foto: Silla Bakalus
Vis mere

»Det skyldes mest, at min formue har været meget bundet op i Saxo Bank, og den har sådan set været ret statisk i en lang årrække. Og da jeg ikke har lavet nogen store vindere, siden jeg forlod Saxo Bank, så har jeg sådan set heller ikke forventninger om, at jeg laver de store stigninger,« siger han med henvisning til, at han i 2017 solgte livsværket.

Milliardæren fortæller dog, at bortset fra det første år, hvor han mener, at hans formue var overvurderet, så har formueopgørelsen ramt meget præcist sidenhen.

I år er han for første gang siden sin debut på listen røget uden for top-50 med en placering som nummer 51 og en formue opgjort til 2,7 milliarder kroner.

Modsat mange andre rigmænd har Lars Seier Christensen ikke noget imod at tale om penge – og brugen af dem.

Lars Seier har en kæmpe vinkælder. Da FCK i 2019 spillede en kamp i nærheden, inviterede han FCK's sponsorer på frokost.
Lars Seier har en kæmpe vinkælder. Da FCK i 2019 spillede en kamp i nærheden, inviterede han FCK's sponsorer på frokost. Foto: Silla Bakalus
Vis mere

Han inviterer gerne medierne hjem til sig på sit slot i Schweiz, hvor B.T. for eksempel var på besøg i december.

Og han fortæller gerne, at han nyder at bruge sine penge på noget, der gør ham glad – hvad enten det er en Michelin-restaurant eller en investering i et cykelhold eller en fodboldklub.

»Jeg synes, det ville være komplet åndssvagt ikke at gøre det. For så kan jeg slet ikke se formålet med at være rig. Jeg har utrolig svært ved at forstå meget rige mennesker, der er meget nærige,« siger han og tilføjer:

»Man bliver faktisk ikke rig af at være nærig – man bliver rig af at investere og tage nogle chancer. Men hvis du er glad for at bo ordentligt, køre i en ordentlig bil og spise ordentligt, så er det galimatias ikke at gøre det – hvis du har pengene til det. Jeg er fuldstændig 'unashamed' i forhold til at få nogle gode oplevelser.«