Rigmanden Lars Seier Christensen er nok ret begejstret for sin investering i Alchemist i øjeblikket.
Den københavnske restaturant blev nemlig mandag den helt store vinder ved årets Michelin-uddeling i den norske by Trondheim, hvorfra Alchemist kunne rejse hjem med to stjerner i bagagen.
Det var restaurantens første forsøg på at få en Michelinstjerne, og derfor var det yderst overraskende, at det blev til hele to af slagsen.
'Vi er både forbløffede og meget taknemlige over den fantastiske modtagelse, som har oversteget enhver forventning,' skriver Lars Seier Christensen i et mailsvar til Finans.
'Teamet er meget ydmyge overfor det og ved, at de høje forventninger forpligter – hver eneste aften,' fortsætter han.
Alchemist ejes af den 28-årige chefkok og alkymist Rasmus Munk samt af netop forretningsmanden Lars Seier Christensen.
Restauranten er placeret på Refshaleøen i København og åbenede for blot syv måneder siden.
Det har hidtil ikke været et problem for Alchemist at få kunder i butikken, og med to Michelinstjerner i hatten, ser det da heller ikke ud til at blive et problem lige foreløbig.
Lars Seier Christensen påpeger over for Finans, at stjerneregnen ikke vil få Alchemist til at hvile på laurbærrene.
Han understreger, at restauranten vil fastholde dets høje niveau.
Ifølge Finans har Lars Seier Christensen indtil videre smidt 76 millioner kroner efter Alchemist, der genåbnede i juli 2019.
Lars Seier Christensen ejer 90 procent af restauranten, mens de resterende ti procent ejes af Rasmus Munk.