Han har spillet sjov mand i rollen som Kjeld Petersen i filmen 'Dirch'.

Men når Zulu Comedy Galla 2022 løber af stablen, skal Lars Ranthe kun være sig selv, når han indtager rollen som vært.

Det fortæller TV 2 i en pressemeddelelse.

»Det er første gang, at jeg prøver kræfter med værtsrollen. Jeg blev nærmest lam i kroppen, da jeg blev spurgt, om jeg ville være vært på 'Zulu Comedy Galla', men det har altid været en vigtig guideline for mig, at når noget er farligt, så er der noget at lære, og her kan man bryde sine egne grænser og klicheer.«

»Så her er jeg med bævrende hjerte. Jeg glæder mig helt vildt og er samtidig rædselsslagen,« siger Lars Ranthe.

52-årige Lars Ranthe har en lang skuespilkarriere bag sig, hvor han har været med i hitfilm som 'Jagten' og 'Druk', ligesom danskerne også har været vant til at se ham i 'Badehotellet'.

Ud over underholdningen på scenen skal der også uddeles priser i form af 'Årets komiker' og 'Talentprisen'.

De nominerede til disse priser blev først afsløret senere i august.

'Zulu Comedy Galla' afholdes i Operaen i København 1. september og bliver sendt på TV 2 Zulu 4. september.