Den populære og folkekære sanger Lars Lilholt er blevet opereret for tarmkræft.

Siden er han blevet ramt af efterfølgende komplikationer – og han har derfor måttet aflyse en række koncerter.

Det oplyses i en pressemeddelelse, der er delt på hans bands Facebook-side.

'Musikeren Lars Lilholt blev i februar opereret for tarmkræft på Aarhus Universitetshospital i Skejby. Operationen gik godt, og Lars Lilholt er nu heldigvis erklæret kræftfri,' lyder det indledningsvist i opslaget.

Derefter fortsætter den:

'Desværre opstod der senere i forløbet helt uventet nogle komplikationer, så han efterfølgende måtte opereres for tarmslyng og bughindebetændelse.'

Den 69-årige sanger, der står bag hit som 'Kald det kærlighed' og 'Den hvide dværg', lå som følge deraf indlagt i syv uger på hospitalet i Skejby.

»Genoptræningen er nu i fuld gang, og lægerne har nu givet grønt lys for, at Lars Lilholt kan genoptage sin store sommerturné fra 1. juni 2022,« lyder det i pressemeddelelsen.

Desværre har Panduro Management ApS, som står for at arrangere koncerterne, måttet aflyse alle Lars Lilholts planlagte koncerter i april og maj.

Første gang, den folkekære sanger igen står på scenen, bliver derfor først 3. juni.

Derefter følger 25 sommerkoncerter, oplyses det.

»Lars Lilholt fortæller selv, at han glæder sig fantastisk til at komme i gang igen,« lyder det i pressemeddelelsen, som fortsætter:

»Han er naturligvis meget ked af at miste blandt andet Jelling Musikfestival, hvor han nu har været på plakaten i over 30 år.«