Han kalder sig formand for en glædespatrulje, men i mange år har Lars Lilholt skrevet på stoffer, svigt og angst.
I en ny biografi lader Lars Lilholt for første gang sit publikum komme helt tæt på de sider af sig selv, der rimer meget lidt på den hopsasa og tralala-musik, anmelderne har beskyldt ham for at bedrive.
Siden Lars Lilholt Bands fødsel for snart 30 år siden har angsten fulgt ham bag scenen. Knivfobien, som han kalder den.
Alt fra kuldsejlet kærlighed til pladeselskabets brudte løfter kunne udløse angsten.
Stress
- Jeg vågnede næsten hver nat, fordi jeg havde mareridt om, at min hals blev skåret over med en slagterkniv, fortæller han i bogen – efter pladeselskabet har lavet en mindre fejl på hans første soloskive.
Særligt når han er stresset, oser dæmonerne. Han kan ikke holde på skarpt bestik. Han finkæmmer lejligheden for skarpe genstande. Frygter at lamper vil falde ned og knuse hans kranie.
- Pludselig turde jeg ikke længere gå under vejskiltene af frygt for, at de ville falde ned og kløve min pandeskal. (...) Nogle gange kunne jeg ikke holde på en brødkniv uden at blive svimmel, og hjertet dunkede, mens sveden sprang frem i min armhule og lejrede tran i de lyse hår.
Redningen var hul i hovedet
Først da han en dag banker hovedet ind i en metalskinne, og blodet strømmer ud, kulminerer angsten.
- Kraniekassen gav genlyd som i mine fobiske mareridt, blodet strømmede, nu kom det, min hjernemasse ville flyde ud, mit kranie ville aldrig hele igen.
Lægen nøjes ikke med at give Lilholt gazebind om hovedet, han giver ham også en henvisning til en psykiater.
Fra 1983 og tre år frem taler han med psykiateren hver 14. dag. Han mener, at kimen til problemerne skal findes i den manglende fysiske og følelsesmæssigt kontakt til forældrene i barndommen. Samt det chok, han fik, da barndomsvennen Ulrik døde i en trafikulykke. Og ikke mindst den overdreven brug af euforiserende stoffer i Lilholts unge år.
- Jeg havde en masse fortrængte følelser og kunne ikke reagere frit og spontant og give udtryk for mine sunde og stærke følelser. I stedet begyndte imaginære knive at hærge mit indre.
Helt alene
Ingen, ud over sin psykiater, tør han dele sine mareridt med. End ikke sin hustru. Slet ikke sine forældre.
- Jeg var i dyb eksistentiel krise, men jeg tror ikke, der var nogen, ud over min psykiater, der fattede det.
Først mange år senere er han i stand til at dele sin knivfobi med sine kolleger i Dalton-trioen, Johnny Madsen og Allan Olsen. Og i dag med sit publikum med sin biografi.
Men at læse de mange tætskrevne sider i sin lægejournal gør stadig ondt.
- Det gør ondt, når jeg læser dem selv, men jeg er samtdig lettet over, at jeg fik taget hul på problemet dengang.
Skal han selv pege på, hvorfor det er knive, der hjemsøger ham, tænker han tilbage på et knivmord i hjembyen Aalborg, hvor kan kendte drabsmanden.
- Det rystede mig og var måske en af årsagerne til, at det var knive, der tegnede det fobimareridt, jeg skulle igennem senere i livet, på vejen mod at finde mig selv.
'Lars Lilholt – Drømme og dæmoner' udkommer tirsdag
