»Der var faktisk ingen stjernenøkker. Og det er altså ikke bare noget, jeg siger,« griner filmfotograf Lars Skree.
Over en periode på to år har han rejst verden rundt med verdensstjernen Will Smith på optagelse til National Geographic-serien ‘Pole to pole’, der følger den kendte skuespiller besøge helt unikke steder på kloden – fra Nordpolen til Sydpolen.
De første optagelser til serien blev lavet i sensommeren 2022, bare få måneder efter, at Will Smith sendte rystelser gennem Hollywood ved at give komiker Chris Rock en syngende lussing på live tv under Oscar-uddelingen.
»Jeg synes, det var en vild ting at se. USA er et vildt sted, må man sige,« siger Lars Skree, der så optrinet og frygtede, om hans kommende tur ville gå i vasken.
»Jeg var da bange for, at det blev aflyst. Det var jeg da,« siger han.
Det blev dog ikke tilfældet, og Will Smiths eget produktionsselskab er da også en del af ‘Pole to Pole’.

Ikke desto mindre skulle det vise sig, at selvom Will Smiths ry var ødelagt mange steder i branchen, så gjorde han et stort indtryk på den danske filmfotograf.
Lars Skree havde aldrig arbejdet med en stor Hollywood-stjerne, men oplevede hurtigt, hvordan Will Smiths erfaring gjorde en stor forskel.
»Han er et ekstremt sødt menneske og utrolig teknisk dygtig. Det kan man bare mærke, og det gjorde mit arbejde nemmere, for han vidste altid, hvor kameraet var,« siger Lars Skree.
Den erfarne fotograf har gennem sin karriere bevæget sig i ekstreme miljøer, blandt andet da han lavede krigsdokumentaren ‘Armadillo’ og den Oscar-nominerede ‘The Look of Silence’.

Men alligevel var det en helt særlig oplevelse, da de i forbindelse med ‘Pole to pole’ skulle filme på Sydpolen.
Modsat andre steder i verden, hvor serien blev optaget, var det blot et lille hold på 25 personer, der blev fløjet til Sydpolen.
Lars Skree fortæller, at flybilletten alene koster omkring 20.000 dollar pr. person, fordi man bliver sat af midt ude på isen.
Der bor ingen mennesker på Sydpolen, hvor der kan være ned til minus 50 grader om sommeren, og hvor særlige briller er nødvendige, fordi der ikke er noget ozonlag.

»Vi lander midt på isen, og lige inden man lander, tager man alt det varme tøj på og skruer ned for temperaturen i kabinen, så man ikke får kuldechok,« forklarer Lars Skree.
Selvom det var begrænset, hvem der fik lov til at komme med til Sydpolen, fordi det både var et dyrt og besværligt sted at opholde sig, var der dog én, der var med alle steder: Will Smiths sikkerhedsvagt.
»Han var med hele vejen og var faktisk også en super cool fyr. Will er så kendt, at han altid har folk med sig,« forklarer Lars Skree.
På Sydpolen kom det lille hold hinanden meget ved. De spiste deres måltider sammen og var konstant omkring hinanden.

Det var på mange måder anderledes end de forhold, stjerneskuespilleren er vant til, men det mærkede man ikke, fortæller Lars Skree.
»Han var så afslappet og nem at være sammen med, men han er jo også bare et menneske som alle andre, og det var ikke et kæmpe set, hvor man kunne gemme sig, så det var også specielt for ham,« siger fotografen.
Han fortæller, at der ikke var noget decideret regelsæt, men trods alt en forståelse af, at Will Smith ikke skulle bombarderes med spørgsmål eller selfie-forespørgsler.
Derfor snakkede Lars Skree eksempelvis aldrig med superstjernen om Oscar-hændelsen.

Til gengæld blev der talt en hel del om en sweater.
»Jeg havde sådan en islandsk sweater på, og den var de helt vilde med alle sammen. Jeg tror, mange har set ‘Forbrydelsen’ og tænker, at alle i Skandinavien går i den, så det grinede han (Will Smith, red.) en del af,« forklarer Lars Skree.
Han fortæller også, at uanset om man var en Hollywood-stjerne eller ej, så var alle i samme båd på ét område.
»Sydpolen er så koldt, at der er ikke noget levende, og man må ikke tisse deroppe overhovedet. Skal man lave en to’er skal det være i posen, for man må ikke efterlade organisk materiale, fordi det er et forskningsområde,« forklarer Lars Skree og tilføjer
»Og det var altså samme forhold for alle.«
Lars Skree fortæller, at der blev tisset i flasker, og så var der en særlig skurvogn, hvor man kunne gøre, hvad der nu skulle gøres. Efterfølgende blev alt fløjet tilbage til fastlandet.
Udover turen til Sydpolen har særligt oplevelser i Ecuador i Sydamerika og Bhutan i Asien sat sig fast hos den erfarne fotograf, der sammenlagt har brugt tre år med 250 årlige rejsedage på at skyde serien.
Men han gør gerne det hele igen.
»Der var smæk på. Men det var fantastisk!« siger Lars Skree.

