Sidste år blev Ole Jensen fordrevet fra sit livsværk af sin familie - en gård der er gået i arv i generationer og som blev revet fra ham efter en skilsmisse.

Lige siden har den 71-årige landmand fra TV 2-programmet  ‘Når arven splitter os’ kæmpet for at få den tilbage. Men nu er det slut.

Gården blev den 25. april erklæret konkurs og Ole Jensen må nu endegyldigt vinke farvel til chancen for at vinde den tilbage, da aktiverne i gården bliver solgt, skriver TV2.

Det hele startede tilbage i 2009, da Ole Jensen lå for døden af kræft.

Han skulle underskrive en ægtepagt, så hans hustru ville få særeje over det store landbrug, der består af fire gårde, 100 hektar jord og 3-400 kødkvæg.

Ole Jensen glemte dog hurtigt alt om den underskrift han lige havde sat, fordi han havde været stærkt medicineret på grund af sin sygdom, og heller ikke fik udleveret en kopi af papirerne.

Men ægtepagten gjaldt også i tilfælde af skilsmisse - en skilsmisse, som kom otte år senere i august 2017, der afsluttede 43 års ægteskab og efterlod Ole Jensen uden noget fra sin families gård.

Kun sit tøj, to hunde og en gammel Peugeot havde Ole Jensen til sit navn, da han flyttede ind på et 15 kvadratmeter stort værelse med sine to hunde hos en nabo.

Ægtepagten blev underskrevet den 13. marts 2009.
Ægtepagten blev underskrevet den 13. marts 2009.
Vis mere

Han mener ikke, at ægtepagten er gyldig på grund af de omstændigheder han var under, da han underskrev den, og derfor vil han have den prøvet i retten.

Desuden har han forsøgt at få ‘særejekompensation’, som kan gives, hvis den ene part i en skilsmisse stilles i urimeligt dårlig, økonomisk situation.

Begge sager var blevet godkendt ved retten i Horsens til at køre sammen, og skulle være startet i marts. Ole Jensen havde endda fået tildelt fri process til at køre sagerne, men de blev rykket til den 7. juli.

Nu er det en meget skuffet Ole Jensen, der endegyldigt må vinke farvel, mens han ser sit livsværk blive solgt for næsen af ham.

»Det er godt, gammeldags træls. Vi havde jo ingen anelse om, at en konkurs var under opsejling,« siger Ole Jensen til TV2.

Hvis sagerne skulle gå hen og vinde, så kan Ole jensen stille sig i kø sammen med kreditorerne, da ejendommen er så belånt, at konen selv står vil stå tilbage med en kæmpe gæld, efter alt er solgt, fortæller Konens advokat Helle Brandt.

Efter ‘Når arven splitter os’ blev sendt i februar, har Ole Jensen modtaget et hav af beskeder fra støttende danskere i hele landet, og der er endda blevet startet en indsamling på Facebook for at hjælpe ham.

»Det er utroligt, at mennesker, man aldrig nogensinde har mødt, vil gå ind og støtte, som de har gjort. Jeg har slet ingen ord for det. Det har været en af de få positive oplevelser ved at komme igennem den her trædemølle,« siger Ole Jensen til TV2.