Der er særligt én ting, som Anders er meget utilfreds med i 'Landmand søger kærlighed'.

I aften finder vi ud af, hvordan det er gået Anders og Ingelise på deres weekendtur i ‘Landmand søger kærlighed’, og om de to er fortsat med at ses efter programmet.

Anders kan dog allerede nu fortælle til Realityportalen.dk, at han er meget glad for at have medvirket i programmet, da han har fået en rigtig god oplevelse ud af sin deltagelse.

Han påpeger dog, at der er en enkelt ting, han bestemt ikke er tilfreds med:

»Jeg synes, at den måde, jeg er blevet klippet på, er rigtig ærgerlig. Jeg virker meget som en tør kiks, og generelt bliver jeg bare fremstillet meget kedelig. Det er jeg da ret træt af. Så kedelig vil jeg bestemt ikke mene, at jeg er,« forklarer den 43-årige landmand til Realityportalen.dk og fortsætter:

»Klipningen hos mine forældre, er jeg også meget vred over. Det er slet ikke i orden. Hele besøget er blevet klippet meget hårdt, så det kommer til at virke, som om der er virkelig mange lange pauser, og at vi slet ikke snakker sammen, hvilket slet ikke var sådan, det rent faktisk var. Mine forældre er også ret trætte af hele situationen, for de synes, at besøget var gået rigtig godt, og så blev de da kede af det, da de så, hvordan det var fremstillet i programmet. Og det er jeg helt enig med dem i. Så jeg fortryder, at jeg inviterede pigerne med hjem til dem, når det blev på den måde.«

»Jeg har også sagt det til klipperne på TV 2, og de har undskyldt overfor mig og erkendt, at det var klippet meget hårdt,« tilføjer han.

Artiklen blev bragt i samarbejde med Realityportalen.dk