Det var et tilfælde, der gjorde, at sangeren Rasmus Nøhr fik gang i sin musikkarriere.

Det afslører han i podcasten 'Hele vejen rundt'.

I podcasten fortæller Rasmus Nøhr, at han på et tidspunkt under en rejse for cirka 20 år siden endte med at komme på hospitalet under en motorcykeltur.

Turen skulle blot have været en hyggelig motorcykeltur til Argentina, men endte i stedet med at være en skræmmende oplevelse for sangeren, skriver Alt.dk.

Årsagen skal findes i, at den nu 47-årige sanger på daværende tidspunkt boede i Las Vegas i USA.

Mens han boede der, ville han køre til Argentina for at holde nytårsaften med en gymnasiekammerat, der opholdt sig i det sydamerikanske land.

Desværre for sangeren, der er kendt for blandt andre hittet 'Sommer i Europa', endte turen ikke helt efter planen.

På turens førstedag, hvor han skulle køre igennem ørkenen i den amerikanske stat Arizona, endte sangeren med at dehydrere, få for megen sol og madforgiftning på én og samme tid.

Det gjorde, at han kom på hospitalet, hvor lægerne ifølge Rasmus Nøhr selv kiggede på ham og konstaterede, at han måtte have kræft i øjet eller et eller andet.

»Jeg røg i hvert fald ind i en kæmpe maskine og fik at vide, at jeg sandsynligvis havde galopperende kræft i hele hovedet,« siger Rasmus Nøhr ifølge mediet.

Imens sangeren lå på hospitalet, fik han besøg af en mand, som havde været missionær i Randers og derfor kunne tale dansk.

Under samtalerne med manden gik det op for Rasmus Nøhr, at der kun var én ting han fortrød. Det var, at han ikke var blevet ved med at gå efter sin drøm om at blive musiker.

Derfor besluttede sangeren at bruge syv år på at blive musiker og ikke mere.

Heldigvis endte det lykkeligt for sangeren, der allerede fik gennembruddet med sin debutplade, der er opkaldt efter ham selv. Det har betydet, at Rasmus Nøhr siden da har kunnet leve af musikken, skriver Alt.dk.

I en besked til B.T. fortæller sangeren, at det ikke var kræft, han havde, men at det derimod var resultatet af en kraftig dehydrering og stenslag i ansigtet, der havde overrasket lægerne.

Rasmus Nøhr tilføjer samtidigt, at han var rask igen i løbet af et par uger.