»Det er en rigtig historie det her,« siger Rasmus Brohave til sit vantro publikum, inden han fortæller den vilde historie om, hvordan hospitalslæger engang klistrede salat fast på hans ryg.

Den 21-årige youtuber og vært på 'Danmark har talent' har hele sit liv været voldsomt plaget af allergi og eksem på kroppen.

Han blev indlagt som femårig og er løbende blevet tjekket flere gange om måneden på Odense Universitetshospital.

For nogle år siden gik lægerne dog til yderlighederne for at finde ud af, hvad stjernen fejlede, da han blev ved med at slå ud på sine hænder.

Rasmus Brohave er 21 år og youtuber.
Rasmus Brohave er 21 år og youtuber. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Det fortalte Rasmus Brohave i tirsdagens udgave af talkshowet 'Riising Late Night'.

»Så de får den geniale idé at tage et stykke icebergsalat - og det er en rigtig historie det her - og så klasker de det ind på ryggen af mig. Så sætter de tape ud over icebergsalaten. Det er sommerferie. Jeg skal så have det på i en uge. På ryggen. Det er helt åndssvagt,« siger Rasmus Brohave i klippet fra Kanal 5-programmet, som du kan se over artiklen.

Salaten var klistret så tæt til, at han sagtens kunne gå i bad.

Men det betød også, at der var blevet rigtig klamt inde bag tapen, da han fem dage senere tog på hospitalet for at få lægerne til at fjerne det..

»Så tager de det af, og så er der et lille stykke tilbage. Det var så ulækkert. Det lugtede, var blevet mørkt og var klamt.«

Her fik han efter eget udsagn at vide, at hvis han havde fået udslæt af det, så var han allergisk.

»Og selvfølgelig var jeg slået ud. Alle ville da slå ud af at have det klasket på ryggen. Så har jeg ikke spist det lige siden.«

Rasmus Brohave har tidligere fortalt om sine mange allergier, som han har kæmpet med hele livet.

»Da jeg var yngre, var det virkelig skidt. Det lignede, at jeg var fuldstændig forbrændt i ansigtet. I dag er det stille og rolig. Hvis jeg er sammen med en kat, nyser jeg,« fortalte han sidste år til B.T.

Her hev han desuden sin telefon frem og begyndte at læse op fra en liste, han havde udfærdiget på sin telefon, med ting han ikke kan tåle:

»Æbler, pærer, kiwi, kirsebær, blommer, fersken, nektarin, solsikkekerner, gulerødder, peberfrugt, icebergsalat, laurbærblade, kamille, nødder, mandler, honning, estragon og rå ærter.«

Dermed kan han fortælle, at lægerne viste sig at have ret - Rasmus Brohave kan ikke tåle icebergsalat. Heller ikke andre steder end på ryggen.